Etableringen af Danmarks til dato største havvindmøllepark kan nu for alvor gå i gang. Når parken er i drift senest i slutningen af 2027, vil den kunne levere grøn strøm svarende til elforbruget i en million husstande.
Energistyrelsen har meddelt selskabet Thor Wind Farm I/S tilladelse til at etablere Thor Havvindmøllepark.
- Thor bliver Danmarks hidtil største havvindmøllepark og giver et betydeligt bidrag til at indfri målsætningen om at mangedoble Danmarks produktion af grøn strøm. Men det er langtfra slut med det. Vi har allerede igangsat udbud, der skal muliggøre yderligere minimum 6 GW havvind frem mod 2030, siger Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw.
Med sin kapacitet på over 1.000 MW – altså 1 GW – bliver Thor Danmarks største havvindmøllepark til dato. Parkens 72 vindmøller på hver 14 MW vil kunne levere grøn strøm nok til at dække forbruget i mere end en million husstande, når Thor bliver tilsluttet elnettet senest i slutningen af 2027.
Dermed vil Thor Havvindmøllepark levere et betydeligt bidrag til at gøre strømmen i vores stikkontakter grønnere og udfase fossile energikilder som kul, olie og gas. Danmark har i dag 17 etablerede havvindmølleparker med en samlet kapacitet på cirka 2,7 GW.
Thor Havvindmøllepark
Danmarks største havvindmøllepark
Thor Havvindmøllepark vil have en installeret nominel effekt på over 1 GW – nok til at dække cirka en million husstandes elforbrug. Det vil gøre den til Danmarks hidtil største havvindmøllepark
Havvindmølleparken består af 72 havvindmøller med en totalhøjde på 266 meter, en transformerplatform og de tilknyttede søkabler
Projektområdet udgør cirka 200 kvadratkilometer. Møllerne placeres med en afstand på 22-34 kilometer ud for Thorsminde ved den jyske vestkyst
Vindmølleparken får navnet Thor efter Thorsminde, som er nærmeste landkending
Thor Havvindmøllepark skal efter planen være i drift senest i slutningen af 2027