Biogasformand fornemmer politisk medvind

Formand for Biogas Danmark er optimist i forhold til at få Lolland-Falster koblet på det sjællandske gasnet.

Det er bestemt ikke et ubetydeligt projekt at forbinde Lolland-Falster til gasnettet på Sjælland, som der er behov for, hvis energien på Nordic Sugars danske fabrikker skal gøres grøn Hos Energinet kan man læse, at det er en ledning på op til 115 kilometer, som også skal krydse vandet to steder, både ved Storstrømmen og Guldborgsund.

Fra formand for Biogas Danmark, Henrik Høegh, der også er nuværende viceborgmester i Lolland Kommune, lyder det til Effektivt Landbrug, at han dog fornemmer god opbakning til projektet fra Christiansborg. Udover at kunne levere den vigtige grønne energi til Nordic Sugars fabrikker, så fortæller Henrik Høegh, at hele 20 andre virksomheder også har meldt sig som interesseret i at blive tilsluttet gasnetværket. 

- Politikerne har sagt, at skal de lægge ledning herned, så skal det være grøn gas i dem. Og derfor var det nødvendigt, at vi kunne rejse et biogasanlæg på Falster og et på Lolland, siger han og fortæller, at den aftale, som blev underskrevet i torsdags i Sakskøbing mellem Nature Energy og de landmænd, der skal levere biomasse, var første store milepæl, som nu er passeret.

- Nu skal vi så have politikerne til også at synes, det her projekt er lige så spændene, som vi gør. 

- Jeg oplever dog, at der er stor politisk interesse for projektet. Jeg håber, at vi inden for en overskuelig fremtid får et nik til at få etableret den her gasledning, siger Henrik Høegh, der fortæller, at ledningen og anlæggene senest skal være i gang til roekampagnen i 2023.

I Børsen lød det i maj i år, at projektet har politisk opbakning fra lokalt valgte folketingspolitikere fra Lolland-Falster fra begge sider af Folketinget.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

Læs også