Hvis Ukraine skal leve op til EU's landbrugsregler, uden at det går ud over landet eller de nuværende medlemslande, vil det kræve en gradvis og realistisk vej ind i EU-systemet.

Det var hovedbudskabet, da det ukrainske landbrugsråd UAC i denne uge deltog i en høring i EU-parlamentet. Ifølge formand for Ukraines Landbrugsråd, Andrii Dykun, bliver integratonen i EU nødt til at bygge på en pragmatisk tilgang. Han slog samtidig fast, at skræmmescenarier for andre landbrugslande i EU er stærkt overdrevne.

- Ukrainske landmænd ønsker ikke at erstatte deres europæiske kolleger på det interne marked, men at stå sammen med Europa i konkurrencen på globale markeder, siger Andrii Dykun i en pressemeddelelse.

Han fremhævede samtidig, at Ukraine i dag er blandt verdens største eksportører af flere afgrøder, herunder solsikkeolie, byg, majs og hvede.

Ukraine: EU-regler kan få store konsekvenser

Det er netop konkurrencen uden for EU, der er omdrejningspunktet for ønsket om en lang overgangsperiode. Ifølge UAC vil en hurtig indfasning af EU’s miljø- og plantebeskyttelsesregler føre til markante udbyttetab og stigende produktionsomkostninger.

Visse planteværnsmidler, der er afgørende for produktionen i Ukraine, er allerede forbudt i EU, men andre lande — herunder store markeder i Afrika og Asien — bruger dem fortsat. En for hastig tilpasning kan derfor gøre Ukraine mindre konkurrencedygtig netop dér, hvor landet i dag står stærkest. UAC vurderer, at en brat overgang kan koste over 2 milliarder dollar om året.

Også Ukraines viceøkonomiminister, Taras Vysotskyi, advarede mod konsekvenserne af en hurtig indfasning:

- For hurtig implementering af visse EU-regler, især på plantebeskyttelsesområdet, kan føre til årlige tab på mere end 2 milliarder dollar, sagde han og pegede på risikoen for lavere udbytter og højere inputpriser.

Kan vælte ryssisk dominans i Afrika

Samtidig fremhævede både UAC og ukrainske regeringsrepræsentanter, at EU og Ukraine står stærkere sammen — ikke mindst geopolitisk. Kombinationen af Ukraines produktionskapacitet og EU’s handels- og standardkraft kan, ifølge dem, give Europa et vægtigt alternativ til russisk korn på markeder i Afrika og Asien.

Argumentet om, at EU også har noget at vinde, går igen i dansk politik. For nylig sagde fødevareminister Jacob Jensen (V) til Effektivt Landbrug, at historien viser, at bekymringer ved EU-udvidelser ofte er overdrevne.

- Dengang var bekymringen nogenlunde den samme. Man tænkte: »Nu kommer Polen, nu kommer Rumænien, og så bliver vi oversvømmet af billige fødevarer«. Men det er jo gået meget godt siden, sagde han med henvisning til udvidelsen i 2004. hvor EU blev udvidet med 10 lande.

Ifølge fødevareministeren står det klart, at både EU og Ukraine har brug for hinanden — og at en kontrolleret integration er vejen frem.

Vil have en fleksibel model

Samme pointe slår ukrainerne på tromme for. UAC lægger ikke skjul på, at en fuld CAP-integration fra første dag vil være urealistisk.

I stedet foreslår de en fleksibel model, hvor Ukraine gradvist tilpasser sig EU’s standarder, mens små og mellemstore landbrug får særlig støtte, og hvor der udvikles mekanismer, der skal beskytte både EU’s og Ukraines producenter mod markedsforvridning.

Ukraines vicepremierminister Taras Kachka betonede, at integration kun kan lykkes gennem en bred og åben dialog, hvor både bekymringer og misforståelser adresseres — både i Bruxelles og i Ukraine. Målet er at skabe det bedste fødevaresystem i verden, slog Kachka fast på mødet.

Fremdrift i EU-forhandlingerne

Forhandlingerne om at gøre Ukraine til EU-medlemmer har været i gang i flere år, men fik for alvor skub efter Ruslands invation af landet i 2022.

Sidste år opnåede Ukraine officiel kandidatstatus, efter at have ændret en lang række antikorrupionsregler, og tidligere i år sagde EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, at Ukraine har gjort store skridt for at blive medlem.

- Jeg sætter stor pris på den politiske vilje, der er i landet. Jeg vil tilmed sige, at hvis den vej, Ukraine er slået ind på, fortsætter, kan landet blive medlemmer af EU inden 2030, sagde hun ifølge Reuters Bureau.