Forpagter 280 hektar af udenlandsk investor

En udenlandsk investor har købt et produktionslandbrug ved Askeby på Vestmøn, hvor 28-årige Daniel Nøhr Andersen forpagter 280 hektar.

En udenlandsk investor har købt landbrugsejendommen ved Askeby på Vestmøn og indgået en forpagtningsaftale med den 28-årige planteavler Daniel Nøhr Andersen. - Mine forældre er i sidste halvdel af 50’erne, så det er for tidligt med et fuldt generationsskifte i familien. Derfor var en forpagterløsning også interessant internt i vores familie, fortæller Daniel Nøhr Andersen.

Hvad gør man, når man som ung landmand gerne vil ind i landbrugsbranchen, men som så mange andre unge ikke lige kan overtale banken til at købe og overtage et stort landbrug til et tocifret millionbeløb?

Ja, så gør man som planteavler Daniel Nøhr Andersen fra Møn og bliver forpagter – og på den måde arbejder sig ind i branchen.

Det er en løsning, som ejendomsmæglervirksomheden EDC Landbrug Poul Erik Bech har hjulpet med. Det har resulteret i både en glad sælger, køber og ikke mindst forpagter.

I efteråret 2020 havde EDC Landbrug Poul Erik Bech en spændende landbrugsejendom på Fanefjord Kirkevej ved Askeby på Vestmøn til salg.

Produktionsejendommen var sat til salg for 45 millioner kroner med 280 hektar med gode driftsbygninger og en yderligere maskinpark til fem millioner kroner. Det var et salg, der udviklede sig lidt anderledes.

Speciel løsning i alternativ sag

- Vi har selvfølgelig flest »normale« sager, hvor det for eksempel er en nabo eller en fra området, som opkøber et produktionslandbrug for at udvide sin bedrift – eller nogle som ønsker at komme tættere på naturen og køber et fritidslandbrug, fortæller Frank Poll, landbrugschef i EDC Landbrug Poul Erik Bech.

- Dette er en lidt alternativ sag med en speciel løsning. Her er vi virkelig på en spændende mægler- og rådgivningsopgave med at få enderne til at mødes, lyder det fra Frank Poll, som tilføjer:

- Derfor er det også ekstra tilfredsstillende, når det lykkedes at stå tilbage med en tilfreds sælger, hvor en udenlandsk investor køber landbrugsjorden. De ønskede ikke at eje bygningerne og havde samtidig brug for en forpagter til at drifte ejendommen.

Det blev så Daniel Nøhr Andersen, som er en ung dygtig planteavler på 28 år, der endte med at købe landbrugsejendommen og lave en langvarig forpagtningsaftale på jorden.

- På den måde kommer han i gang som selvstændig landmand. Det ender altså med at blive en super aftale for alle parter, hvor enderne mødes, påpeger Frank Poll.

For tidligt med generationsskifte

Daniel Nøhr Andersen er uddannet agrarøkonom og købte sin første gård i 2017. Han har også været underforvalter på Kragerup Gods på Vestsjælland og arbejdet for Goodvalley i Rusland. Han er nu forpagter på en 280 hektar planteavlsejendom på Møn og har forpagtet forældrenes planteavl.

- Jeg er født og opvokset på Møn – kun cirka 10 kilometer fra den til forpagtede ejendom. Jeg har altid arbejdet med landbrug og brænder virkelig for det, fortæller Daniel Nøhr Andersen, der selv ejer omkring 30 hektar og nu har forpagtet cirka 600 hektar.

- Planen er at vækste med tiden i et sundt og fornuftigt tempo og udvikle virksomheden både med forpagtede og ejede arealer. Jeg har en idé om, at jeg på sigt ejer cirka 50 procent og forpagter 50 procent.

Daniel Nøhr Andersen, planteavler

- Mine forældre er i sidste halvdel af 50’erne, så det er for tidligt med et fuldt generationsskifte i familien. Derfor var en forpagterløsning også interessant internt i vores familie.

- Mine forældre har en svineproduktion, som beskæftiger dem fuldt ud i dag. Planteavlen bliver drevet konventionelt med et bredt sædskifte bestående af vinter-/vårhvede, maltbyg, sukkerroer, vinterraps og frøproduktion.

Lang forpagtningsaftale

Der skal meget kapital til at eje sit eget landbrug, hvilket selvfølgelig er svært at skaffe som ung landmand, men Daniel Nøhr Andersen finder forpagtningsaftalen med Dansk Demetra ideel for ham.

- Planen er at vækste med tiden i et sundt og fornuftigt tempo og udvikle virksomheden både med forpagtede og ejede arealer. Jeg har en idé om, at jeg på sigt ejer cirka 50 procent og forpagter 50 procent.

- Vi har lavet en lang forpagtningsaftale på den nye ejendom, og jeg er ikke i tvivl om, at der fremadrettet kan blive fundet løsninger med Dansk Demetra som investor. Vi har et godt samarbejde, som kommer begge parter til gode, påpeger den unge planteavler, der også har været glad for samarbejdet med EDC Landbrug Poul Erik Bech.

- Der er ingen tvivl om, at Frank Poll har en stor landbrugsfaglig viden. Det er selvfølgelig enormt vigtigt, at han har et stort netværk i den rolle, han har med at skabe match og samarbejder mellem sælgere og købere, og i denne situation altså også med mig som forpagter.

Ejendomstal

Fanefjord Kirkevej 41 på Vestmøn er en god hovedejendom med 280 hektar grundareal med gode driftsbygninger på 3.066 kvadratmeter.

Boligarealet er på 173 kvadratmeter med en fantastisk natur og gode jagtmuligheder.

Læs også