Skal din gårdnisse på pension i 2019?
Her op mod jul er det jo tiden med særligt fokus på nisser – og ikke mindst gårdnissen. Jeg tror, vi kan lære noget af gårdnissens drillerier, om end den største læring kommer, når man er klar til at sende ham på pension. Om han så findes eller ej.

- Nissen flytter med, siger man. Men når juleferien er overstået, og vi har ladet op til et nyt år, så er det måske tiden at sende nissen på pension, så den ikke flytter med, skriver Nykredits landbrugsdirektør, Poul Erik Jørgensen. Foto: Colourbox
Enhver gård med respekt for sig selv har en gårdnisse. I hvert fald i julens tv og i litteratur. Gårdnissen er en drilsk lille fyr M/K, der passer godt på gårdens dyr og går op i, at ting foregår, som de plejer.
Og så er han en drillepind, der flytter rundt på ting, så vi først falder i mælkespanden eller lignende, men senere kan se tingene på en ny måde. Den gode gamle danske gårdnisse var måske blandt de første til at lave disruption, men det er en anden historie.
Gårdnisser og andre drillenisser har fået deres eget ordsprog. At sige »nissen flytter med« er blevet en fast vending, vi bruger, når en som regel lidt dårlig vane følger med fra projekt til projekt.
Ægte fornyelse
Eksempelvis flytter ineffektive metoder og svage resultater med til en ny gård eller ind i en ny bygning. Det er jo såre simpelt, når man tænker over det: Vi får lavet en ny bygning, men får ikke fornyet den måde, vi tænker og arbejder på. Og så man får ikke de resultatmæssige forbedringer, man havde forventet.
- Her kan man bruge nissens drillerier som inspiration
Der er god grund til at tænke lidt på gårdnissen i de kommende juledage. Året går på hæld, og mange af os reflekterer over, hvad man kan lære af året: Hvad er gået godt? Og hvad er ikke lykkedes? Og med nytåret kommer ofte et fokus på planer, indsatser og mål for det kommende år.
2018 har vist været ét af de mest turbulente år i lang tid. Tørken i sommer gav behov for mange ændringer i planlægningen, og priser har bevæget sig meget på mange produkter.
Nogle produkter har oplevet forringede priser, og nogle er blevet prissat over budget. Billedet er forskelligt fra bedrift til bedrift, så både lærdom fra året og grundlaget for det nye år bliver en individuel proces.
Central tradition
Jeg tror, at gårdnissens inspiration til at blande tradition og fornyelse er en god ramme for refleksionerne.
Traditionen med en sikker og stabil drift af kerneforretningen er central i alle virksomheder. Her ses optimeringspotentialet ofte i mindre, men meget præcise justeringer, og de slår direkte igennem på bundlinjen med betydelig virkning.
Samtidig er det også en tradition, at rutine bliver en risiko for, at man ikke fanger signaler om grundlæggende forandringsbehov. En del af ledelsesopgaven består netop i at identificere og gennemføre de nødvendige forandringer rettidigt og konsekvent – og her kan man bruge nissens drillerier som inspiration. Og så lave en fokuseret indsats. Det er her, man skiller sig af med nissen.
Og så hedder det ikke længere forandringer, men i stedet forbedringer.
Send nissen på pension
Nu er julen jo en tid med fokus på tradition og tid med familien, hvor vi kobler af efter et travlt arbejdsår og lader op til det nye.
Når utålmodigheden så melder sig igen, er det måske tiden at sende nissen på pension, så den ikke flytter med? Tid til fokuseret at arbejde professionelt med at tage balancen mellem tradition og fornyelse med i planerne for styring af bedriften?
Glædelig jul!