For anden gang på kort tid har Fødevarestyrelsen måttet konstatere udbrud af fugleinfluenza i Danmark.
En besætning ved Alslev i Varde Kommune med op mod 2.500 økologiske høns og slagtefjerkræ er ramt af fugleinfluenza. Det viser prøver, som Statens Serum Institut har analyseret for Fødevarestyrelsen lørdag.
Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen gik derfor i gang med at aflive fuglene søndag, dels af hensyn til dyrevelfærden, dels for at begrænse risikoen for smittespredning. Det var uvist, hvordan udbruddet er sket.
- Hvordan smitten kan være kommet ind til fuglene, ved vi ikke endnu. Men da besætningens økologiske høns bor i mobile hønsehuse og går ude, er det sandsynligt, at der har været vilde fugle i nærheden af dyrene, og at smitten så kan have spredt sig ad den vej, siger veterinærchef i Fødevarestyrelsen, Signe Hvidt-Nielsen.
Zoner skal inddæmme smitte
Fødevarestyrelsen har oprettet en tre km-beskyttelseszone og en ti kilometer overvågningszone rundt om den smittede besætning. I begge zoner skal fjerkræ- og fugleejere registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.
I zonerne er det blandt andet forbudt at afholde udstillinger med fugle, flytte fugle og produkter fra fugle indenfor og ind og ud af zonen, med mindre Fødevarestyrelsen har givet tilladelse. Fjerkræ og fugle skal beskyttes mod kontakt med vilde fugle. Zonerne er med til at begrænse risikoen for smittespredning.
Udbruddet var det andet på en uge i Danmark, efter at 32.000 kalkuner mandag blev slået ned efter et lignende fugleinfluenzaudbrud.