Kødmarkeder i ferie-mode

Ferietid og høje temperaturer i Sydeuropa lægger en dæmper på markederne.

Ferieperioden, og den dermed øgede rejseaktivitet, lægger som ventet en dæmper på markedet for okse- og kalvekød på hjemmemarkedet, skriver Himmerlandskød.

- Dette gælder både detailhandlen og foodservice. Samtidig har flere kantiner og institutioner lukket ned i ferieperioden, hvilket yderligere reducerer efterspørgslen fra foodservice, lyder det fra slagteriet.

Også eksporten kan mærke feriestemningen, hvor de høje temperaturer i Sydeuropa påvirker salget til især Italien og Spanien. Det har givet en lavere efterspørgsel på kød.

- Afsætningen af både forfjerdinger, rygge og rygprodukter er som følge heraf nede i gear, konstateres det hos Himmerlandskød, der i denne uge slagter 2.400 dyr på slagteriet i Aalestrup.

Trods feriestemning lukker Himmerlandskød ikke produktionen ned i sommerperioden. Der vil dog være nedsat bemanding i visse uger.

Også feriestemning på grisefronten

Man mærker også feriestemningen på markedet for grisekød, skriver Danske Svineproducenter, der noteret sig en uændret slagtesvinenotering i Tyskland på 2,10 euro.

- Det er ferietid i Tyskland, og der er meget stille på det tyske slagtesvinemarked. Slagterierne kan åbenbart leve med det nuværende prisniveau, mens der mangler impulser fra kødmarkedet for en prisstigning, lyder det i et nyhedsbrev.

På ISN’s grisebørs blev der solgt et slagtesvineparti i fredags og yderligere fire slagtesvinepartier i tirsdags til 2,17 euro i gennemsnit, dvs. til den samme pris som i slagteugen før.

- Markedsinteressenterne regner med en fortsat stabil prisudvikling på det tyske grisemarked i de kommende uger, lyder det videre.

Læs også