Brasilien vil udvikle laboratoriedyrkede kyllingebryster

Den føderale forskningsorganisation i Brasilien - Embrapa - arbejder på at udvikle laboratoriedyrket kyllingekød, især kyllingebryst, som skal være tilgængeligt for ernærings- og sensoriske analyser i slutningen af 2023.

Den føderale forskningsorganisation Empresa Brasileira de Pesquisa Agropecuária (Embrapa) – der arbejder med landbrug og husdyrproduktion – mener, at laboratoriedyrket kød kan hjælpe med at reducere belastningen på miljøet og reducere brugen af antimikrobielle midler, samtidig med at det kan supplere den traditionelle kødproduktion, skriver Watt Poultry International.

Forskningsorganisationen har valgt at arbejde med kyllingekød, fordi det er alsidigt og er en af de mest ernæringsmæssigt komplette fødevarer, men også fordi Embrapa har adgang til sin egen fugle-genetikbank.

Embrapa peger på den ene side på den forventede stigning i den globale efterspørgsel efter kød, mens organisationen på den anden side bemærker, at forbrugernes spisevaner ændrer sig. 

Embrapa bemærker, at kultiveret kylling ikke er en erstatning for traditionel produktion, men at det skal ses som et supplement, skriver Watt Poultry International.

Opskalering

Ifølge ledende forsker med projektet Vivian Feddern har emnet laboratoriedyrket kød været diskuteret i nogen tid, men det er først nu, at man taler om opskalering sker på grund af bedre teknologi og flere investeringer.

Hun oplyser til mediet, at Embrapa vil være i stand til at tilbyde sin teknologi eller alternative proteiner til virksomheder i Brasilien, og til lande der i øjeblikket importerer animalske produkter.

Forskningsorganisationen arbejder på såkaldte tre-dimensionelle nanocellulosestrukturer, der er udviklet af Federal University of Santa Catarina. Disse strukturer vil have egenskaber, der kan bruges til at understøtte celledyrkning. Selv om der er foretaget færre undersøgelser for kylling end for oksekød, bemærker Feddern, at der allerede er gjort en betydelig indsats på dette område. 

I 2021 meddelte Brasiliens landbrugsministerium, at det arbejdede på det, der kaldes en national plan for alternative proteiner.

Planen, der skal være færdig i år, vil ikke kun omfatte dyrket kød, men også fødevarer og ingredienser, der omfatter planter, insekter, svampe og alger, produceret via traditionelle eller nye metoder. 

Læs også