Der var stor ros og hyldest til Antoni Stenger, der ved generalforsamlingen i Sønderjysk Familielandbrug i denne uge gik af efter mange år i spidsen for organisationen.

Forud for generalforsamlingen havde Stenger meldt ud, at han ville stoppe som formand.

- Jeg kan se tilbage på min tid som formand med både stolthed og taknemmelighed. Samtidig er jeg bevidst om, at formandsposten på et tidspunkt skal gives videre, og jeg vurderer, at tidspunktet nu er rigtigt, sagde Antoni Stenger forud for generalforsamlingen.

Antoni Stenger nåede at stå i spidsen for Sønderjysk Familielandbrug i 14 år.

Ung formand tager over

Der var også deltagelse fra politisk hold, hvor folketingspolitiker Hans Christian Schmidt (V) og ældreminister med fortid i L&F, Henrik Fransen (M), begge bidrog med stor anerkendelse og ros for Antoni Stengers mangeårige indsats og engagement i familielandbruget, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Som ny formand blev den blot 29-årige Anders Friis Sørensen valgt. Han driver et foretagsomt landbrug nær Aabenraa med både slagtegrise, kødkvæg og planteavl samt egen maskinstation. Bedriften er over få år vokset fra 18 til omkring 240 hektar, skriver TV-Syd.

I 2021, da den nye formand var i gang med sin landbrugsuddannelse, blev han involveret i en arbejdsulykke, hvor han blev kørt over af en majssnitter og fik smadret hele underkroppen.

- Mit bækken blev knust og en masse indvolde blev vendt op og ned, fortalte den nye formand dengang til tv-stationen.

Siden fik han en kørestol, så han kunne gøre sin uddannelse færdig, og siden har han genvundet førligheden, så han i dag driver sit landbrug på normal vis. Og nu er han altså ny formand for Sønderjysk Familielandbrug, hvor han har siddet i bestyrelsen hos siden 2022.