Der var ikke mange rosende ord fra LandboSyd-formand, Mogens Dall, i forbindelse med foreningens åbne online-medlemsmøde forleden.

- Vi skal selv betale – det er at fodre hunden med dens egen hale. Det bliver et nej tak, lød det fra Mogens Dall.

- Vi siger ja til innovation og udvikling, og vi håber på en bred politisk aftale, men heller ikke for enhver pris med blå blok, fortsatte Mogens Dall.

Han noterer sig samtidig, at mens industrien får omkring 20 milliarder kroner til grøn omstilling, så får landbruget kun omkring 700 millioner kroner.

- Det er slet ikke i orden, fastslog Mogens Dall.

Pres fra banker

Regeringens landbrugsudspil var ikke eneste emne med udfordringer i, der var på dagsordenen i forbindelse med medlemsmødet.

Også bankerne og deres ageren overfor landbrugskunder var blandt emnerne.

- Vi oplever mælkeproducenter der efter pres fra bankerne er blevet tvunget til salg. Vi efterlyser mere ordentlighed fra banker, der ønsker færre landbrugskunder, konstaterede næstformand i LandboSyd, Ingrid van den Hengel.

Hun noterede sig dog samtidig, at der heldigvis også er andre banker, der gerne vil have flere landbrugskunder.

- Vurdér om det er tid at skifte bank, lød opfordringen fra næstformanden.

På medlemsmødet var der også andre emner på programmet. Blandt andet klima og bæredygtighed og ikke mindst lokalt vandingstilladelser, hvor man oplever stigende tilbageholdenhed fra områdets kommuner Sønderborg, Aabenraa og senest også Tønder omkring nye vandingstilladelser.