Kvinder på landet samles i nyt netværk

Nordsjællands Landboforening er rammen for nyt fagligt og socialt fællesskab målrettet kvinder, og det er med opstart torsdag den 3. juni.

35-årige Monica Laustsen er en af de kvinder, som har efterlyst et fællesskab for landbokvinder. Marianne Jørgensen serverer en peptalk på opstartsmødet for det nye netværk for kvinder på landet.

Nordsjællands Landboforening har oplevet en stigende interesse og efterspørgsel på et netværk, hvor kvinder – med en relation til landbruget – kan mødes omkring faglige og sociale emner.

Foreningen har taget tråden op og et nyt netværk kun for kvinder ser dagens lys på Bybjerggaard i Sundbylille ved Frederikssund torsdag den 3. juni klokken 18 til 21.30.

Ønskerne er kommet fra kvinder i alle aldre – lige fra helt unge kvinder, som er uddannet landmænd og på vej ind i erhvervet, til udearbejdende ægtefæller og kvinder med mange års erfaring, som ønsker sparring til for eksempel opstart af egne erhvervsaktiviteter på ejendommen.

Seriøs sparringspartner

En af de kvinder, som har efterlyst et fællesskab for landbokvinder, er Monica Laustsen, der er 35 år og bor med sin mand og tre børn på et planteavlsbrug ved Slangerup.

- Selv om jeg er lønmodtager uden for landbruget og det er min mand, som er fuldtidslandmand og maskinansvarlig, er det mig som har driftsledelsen på produktionen, da ledelse er mit primære erhverv, fortæller Monica Laustsen.

- Det er, fortsætter hun, vigtigt for os begge, at jeg kan være en ligeværdig og seriøs sparringspartner, når vi skal træffe vigtige beslutninger.

Landbruget fylder hele parret liv og danner rammen om en tilværelse, hvor arbejdsliv og privatliv hænger tæt sammen.

- Jeg er ikke uddannet landmand og har ikke fået fagtermer og »mindset« ind med modermælken, fortæller Monica Laustsen videre med et glimt i øjet.

Flere grupper i fremtiden

Derfor har hun længe ønsket at komme med i netværk af ligesindede kvinder fra landet, hvor man sammen kan dykke ned i faglige emner, som normalt er mandens domæne.

- Det kan være regnskaberne, prissætning og salg af råvarer, bæredygtig bedrift eller noget helt fjerde. Det vigtigste er, at vi oplever et fortroligt forum, hvor vi udvikler os sammen og bliver bedre rustet til fremtiden som kvinde i og tæt på landbruget. Naturligvis skal der også være plads til at snakke om hverdagens udfordringer, siger Monica Laustsen.

Lars Jonsson, formand for Nordsjællands Landboforening, håber, det nye netværk bliver en succes og ser gerne, at foreningen i de kommende år kan etablere endnu flere interessedrevne netværk og erfagrupper.

Han oplyser, at opstarten torsdag den 3. juni byder på peptalk fra erfaren landbokvinde og forfatter. Det er Marianne Jørgensen, som er lærer, foredragsholder, forfatter og ægtefælle til en landmand.

Tilmelding foregår på agrovi.dk, hvor der også er yderligere informationer om det nye netværk.

Læs også