Formand for LandboUngdom fortsætter

Niels Skovgaard fra Them blev ved LandboUngdoms årsmøde genvalgt i en to-årig formandsperiode. Desuden blev blandt andet Martin Rohde Andersen fra Kibæk og Claus Frederiksen fra Skanderborg valgt ind i LandboUngdoms hovedbestyrelse.

Martin Rohde Andersen fra Kibæk blev valgt ind i LandboUngdoms hovedbestyrelse. Pressefoto Claus Frederiksen er nyvalgt medlem af LandboUngdoms hovedbestyrelse. Pressefoto

Det var de cirka 160 medlemmer af LandboUngdom, der forleden var samlet på Høng Landbrugsskole på Sjælland, der skulle vælge, hvem der de næste to år skal stå i spidsen for det fællesskab, de selv er dybt engagerede i.

- Jeg glæder mig enormt meget til at fortsætte den udvikling, der har været i gang de sidste to år. Jeg er både virkelig stolt og ydmyg overfor den tillid, der hver dag, men særligt i dag er udvist mig, siger Niels Skovgaard.

- Den opbakning og interesse, vi ser lige nu i LandboUngdom, står på skuldrene af alle vores medlemmer, folkevalgte og samarbejdspartnere, som vælger at bidrage til det unikke fællesskab LandboUngdom er, siger formanden.

Højeste medlemstal i 15 år

Forud for årsmødet kunne LandboUngdom præsentere det højeste medlemstal i 15 år. Det ansvar, der følger at repræsentere over 4.000 unge, kommer heller ikke uden overvejelser.

- Vores værdi som fællesskab kan ikke måles eller undværes. Det er en kæmpe styrke, at man igennem fællesskabet kan møde andre og udvikle sig, og dermed være med til at skabe en bedre fremtid. Det er øje for hinanden og for helheden – og det er en del af vores samfundsansvar, fortæller Niels Skovgaard.

23-årige Niels Skovgaard blev første gang valgt som formand ved LandboUngdoms årsmøde i 2020 og blev forleden genvalgt uden modkandidater. Han er født og opvokset ved Them nær Silkeborg og er uddannet landmand fra Bygholm Landbrugsskole.

Nyvalgte til hovedbestyrelsen

Der var flere nyvalgte til LandboUngdoms hovedbestyrelse, heriblandt Martin Rohde Andersen fra Kibæk. Han har i to perioder stået i spidsen for LandboUngdoms region MidtVest i kraft af posten som regionrådsformand. De sidste fire år som regionrådsformand har givet ham blod på tanden til at tage sit frivillige engagement til næste niveau.

- Jeg vil gerne vil være med til at præge vores landsorganisation. Førhen har det jo været udefra, jeg har været med til at skabe, nu kommer jeg med ind i maskinrummet, og kan få lov til at arbejde den anden vej ud, siger Martin Rohde Andersen, der i det daglige arbejder som markmand i Skjern.

Martin Rohde Andersen er faglært landmand fra Bygholm Landbrugsskole og har været medlem af LandboUngdom siden 2017.

I hovedbestyrelsen forventer han at være med til at implementere nogle af de udviklingstiltag, der er sat værk, og få LandboUngdom til at køre sundt hele vejen rundt. Særligt vil Martin Rohde Andersen have fokus på at det regionale, lokale og menige medlem har udviklingsmuligheder og finder værdi i fællesskabet.

Også Claus Frederiksen fra Skanderborg, der til dagligt ved en griseproducent, blev valgt ind i LandboUngdoms hovedbestyrelse, hvor han blev valgt som 2. suppleant til LandboUngdoms hovedbestyrelse.

Claus Frederiksen er 23 år og uddannet produktionsleder fra Bygholm Landbrugsskole. Han har de sidste tre år siddet som kasserer ved Odder-Skanderborg LandboUngdom.

Foruden regnskab engagerer Claus Frederiksen sig, når tiden er til det, også i traktortræk i LandboUngdom. Motivationen for at stille op til hovedbestyrelsen findes blandt andet i at ville tage skridtet til et højere niveau.

- Det giver god mening at fortsætte den linje, der er i gang i LandboUngdom lige nu, og det vil jeg gerne være med til at bidrage til, siger Claus Frederiksen.

Foruden det frivillige engagement på lokalbestyrelsesniveau, og nu i hovedbestyrelsen, er Claus Frederiksen en del af LandboUngdoms Vækstlag, der har til formål at udvikle det enkelte medlem til at styrke fællesskabet internt og arbejde for et mere demokratisk samfund.

 

Læs også