Højeste medlemstal for LandboUngdom i 12 år
4.051 personer var medlem af LandboUngdom i 2019, hvilket er det højeste medlemstal siden 2007. Formand jubler over fremgangen.

LandboUngdom skaber endnu større fællesskab, sammenhold og aktivitet for unge på landet i Danmark. Medlemstallet har nemlig rundet et skarpt hjørne og er nu over 4.000.
Helt præcist 4.051 personer var i 2019 medlem af LandboUngdom. Det er første gang siden 2011, at medlemstallet er over 4.000, og ikke siden 2007 har medlemstallet været højere.
- Det er helt fantastisk, at vi vækster så meget, og jeg kan slet ikke få armene ned, siger LandboUngdoms formand Thorbjørn Koefoed.
- Jo flere vi er, jo sjovere er det at være en del af LandboUngdom. Og jo flere vi er, jo større gennemslagskraft har vi i debatten om livet for unge på landet. Så det er meget vigtigt, at vores medlemstal er så højt som muligt.
LandboUngdoms medlemstal i 2019 er steget med 12 procent i forhold til 2018.
Frivilligt engagement bag fremgang
LandboUngdom har 46 lokalforeninger fordelt over hele Danmark, og det er de mange stærke frivillige kræfter heri, der er hovedårsagen til succesen og medlemsfremgangen.
- Vi har en masse fantastiske medlemmer og frivillige, der spreder budskabet om LandboUngdom og inddrager dem i fællesskabet. Niveauet på vores aktiviteter er højnet, og vi er over hele linjen blevet mere skarpe, siger Thorbjørn Koefoed.
Viborg/Kjellerup LandboUngdom er den største lokalforening med 306 medlemmer.
Strategi om endnu flere medlemmer
LandboUngdom igangsatte i 2017 en strategi, hvor det store mål er flere medlemmer. Der er blevet investeret i foreningsudvikling, og organisationen har sat fokus på, hvordan der rekrutteres og fastholdes medlemmer.
I 2017 ramte medlemstallet bunden med 2.979, men de to sidste år har der været betydelig fremgangen.
- Det beviser, at strategien virker, og det gør mig glad som formand. Vi er i vækst, og jeg tror og håber, at LandboUngdoms medlemstal også stiger i 2020, siger Thorbjørn Koefoed.
teba