Udveksler arbejdskraft og viden med Moldova

Agri Nord har indledt et samarbejde med Moldova omkring uddannelse og rekruttering af arbejdskraft.

Der var forleden fint besøg hos Agri Nord i Aalborg, da Moldovas ambassadør i Danmark, Oleg Serebrian, gæstede landbocentret for at høre mere om, hvordan Agri Nord rekrutterer arbejdskraft fra Moldova.

- Vi vil meget gerne arbejde sammen med Agri Nord om rekruttering af arbejdskraft til dansk landbrug, fordi det er en win win-situation for begge lande. Moldova får medarbejdere med en høj faglig landbrugsuddannelse, og Danmark får god arbejdskraft i landbruget, siger Oleg Serebrian.

Teamleder for HR & Rekruttering, Vittus Bernlow, fik en god dialog med ambassadøren.

- Vi fik en rigtig god drøftelse af opkvalificering af moldovere i dansk landbrug og vigtigheden af deres arbejdskraft her hos os, siger Vittus Bernlow.

 

Know-how tilbage til Moldova

Agri Nord oplever, at flere og flere moldovere vender tilbage til deres hjemland med den nye viden, de har fået i Danmark.

- Mange moldoviske gårdejere efterspørger moldovere, der er uddannet i Danmark, siger Vittus Bernlow.

Vittus Bernlow er ked af alle de negative historier, der florerer om østeuropæere i Danmark. For hans oplevelse er en helt anden.

- Det er yderst begavede folk, der vil og kan, og landmændene er rigtig glade for at have dem ansat, siger han.

Agri Nord har i forvejen en lignende samarbejdsaftale med Rumæniens ambassadør, som gæstede Aalborg for to år siden.

Læs også