Skiftedag hos svineproducenterne

På generalforsamlingen i Landsforeningen af Danske Svineproducenter tog Kim Heiselberg overraskende sin afgang som formand, og han er blevet afløst af næstformanden Jeppe Bloch Nielsen.

Kim Heiselberg har forladt formandsposten i Landsforeningen af Danske Svineproducenter. Jeppe Bloch Nielsen blev efter generalforsamlingen valgt som svineproducenternes nye formand.

- Sidst vi mødtes til generalforsamling for halvandet år siden, i januar 2020, havde alle hænderne oppe i vejret. Noteringen var rekordhøj, og vi havde udsigt til en notering på 16 kroner. De færreste troede vist, at det kunne blive meget bedre. Det blev det heller ikke.

Sådan lød det fra formanden for Danske Svineproducenter, Kim Heiselberg, da han aflagde beretning på foreningens generalforsamling på Hotel Trinity i Fredericia, hvor godt 50 medlemmer var mødt op.

Det var Kim Heiselbergs anden beretning som formand for foreningen, og det blev også den sidste. Det afslørede formanden afslutningsvis i sin beretning – det faldt som lidt af en bombe for de fremmødte.

Kim Heiselberg begrundede sin afgang med, at han igen ønskede at rette arbejdet mod gården derhjemme, og takkede derefter sit gode samarbejde med bestyrelsen.

Et turbulent og atypisk år

Formanden kunne da også i sin årsberetning for 2020 se tilbage på et noget turbulent og atypisk år, præget af corona, der trak priserne ned, afrikansk svinepest i Kina, der trak priserne op og indimellem udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland, som skabte nogle måneders kaos og massivt pres på det europæiske marked.

Desuden var det året, hvor dansk landbrug mistede en hel erhvervsgren og dermed kollegerne – minkavlerne. 

- På mange måder var 2020 et exceptionelt år og et år, vi ikke glemmer. Et år, hvor udsvingene for smågriseeksportørerne var enorme, men hvor den integrerede produktion for alvor viste sin styrke herhjemme, påpegede formanden. 

Regering fører fagforeningspolitik

Det forgangne år med corona på dagsordenen fik naturligvis også Kim Heiselberg til at tage den usikkerhed som nedlukningen af landet medførte for de mange udenlandske medarbejdere. 

- Straks derefter var landsforeningen i direkte kontakt med fødevareministeren for at sikre, at vores udenlandske medarbejdere fortsat kunne rejse ind og ud af landet. Ministeren var lydhør, og vi erfarede, at der ikke opstod problemer for vores medarbejdere. 

- Til gengæld er det skræmmende, at regeringen fører fagforeningspolitik og bruger corona som undskyldning for, at vi ikke kan få nye praktikanter til landet. Det hører ingen steder hjemme, at regeringen på den måde lægger sten i vejen for det erhverv, der om nogen holder hjulene i gang i Danmark under en af de største økonomiske kriser i landets historie, fortsatte formanden.

Kim Heiselberg udtrykte også sin forargelse over, at branchens traditionelle fjender af svineproduktion skulle udbasunere teorier om, at grise også kunne smitte mennesker med corona-virus. Beskyldninger der heldigvis viste sig at være grundløse.

Avancement til næstformand

Efter generalforsamlingen i Danske Svineproducenter konstituerede bestyrelsen sig, og her blev den hidtidige næstformand, Jeppe Bloch Nielsen, der driver Vigård ved Vejen valgt ind på posten som ny formand.

- Jeg vil gerne være mand for at prøve at få skabt noget mere fællesskab, så vi kan flytte os sammen. Derfor må vi gerne være uenige, påpegede den nye formand for svineproducenterne.

Læs også