I disse dage er et stort, dansk erhvervsfremstød i gang i Indien om samarbejde indenfor vand og vedvarende energi. Over 100 danske erhvervsfolk mødes med indiske kolleger i New Delhi og lægger fælles samarbejdsplaner.
Kronprinsparret bor i disse dage på øverste etage på det store ITC Maurya-hotel lidt uden for New Delhis centrum.
Det samme gør over 100 danske erhvervsfolk og et halv snes pressefolk plus en hel del medarbejdere fra udenrigsministeriet og den danske ambassade i Delhi.
- Vi startede i efteråret med at planlægge dette store erhvervsfremstød, der er et enormt logistisk puslespil af aftaler og events. Det skal bare køre fejlfrit, fortæller udenrigsministeriets medarbejdere.