Udsigt til rekordpriser på smågrise
Puljenoteringen lander på 500 kroner i gennemsnit i årets tredje kvartal, vurderer Danske Svineproducenter i en ny prognose for smågrisenoteringerne. 2020 tegner endnu bedre.

Foto: Colourbox
I en ny prognose for smågrisepriserne hæver Danske Svineproducenter puljenoteringen (SPF region 2/3, ½ PRRS positiv og ½ PRRS negativ) med 70 kroner til 447,75 kroner for hele året.
Samtidig stiger Nord-West-noteringen med 72 kroner i forhold til seneste prognose i marts måned. Det bringer forventningen til Nord-West-noteringen (omregnet til 30 kg) op på 446,72 kroner i gennemsnit for hele 2019.
Med til at trække noteringen i vejret er Danske Svineproducenters forventning om en ekstra tilvækst i puljenoteringen på 104 kroner i tredje kvartal i forhold til seneste prognose. I givet fald lander puljenoteringen på 500 kroner som et gennemsnit for hele kvartalet, mens Nord-West-noteringen med 499 kroner lægger sig helt tæt op ad.
Høje svinepriser
Baggrunden for stigningerne er, at der er intet, der tyder på, at det markant højere svineprisniveau, vi ser i øjeblikket, vil ændre sig i den nærmeste fremtid, forklarer Danske Svineproducenter i en kommentar til prognosen.
Alene den kinesiske efterspørgsel ventes at stige med cirka 2 millioner tons svinekød, forventer det amerikanske landbrugsministerium USDA ifølge kommentaren. Dertil kommer ekstra efterspørgsel fra andre lande, der er ramt af afrikansk svinepest.
- Vi regner med, at afrikansk svinepest vil slå fuldstændigt igennem i tredje og fjerde kvartal. Afhængigt af vejret i Europa og de dermed forbundne grillaktiviteter kan den ledende tyske slagtesvinenotering stige til 2,00-2,10 euro i løbet af sommeren, skriver Danske Svineproducenter i kommentaren.
- På grund af den gode efterspørgsel på kødmarkedet burde den sæsonmæssige nedtur i tredje og fjerde kvartal være moderat. Det afgørende spørgsmål er, hvor stor den kinesiske efterspørgsel vil blive, tilføjer Danske Svineproducenter.
Himmelflugt
Senest i første kvartal 2020 forventes et nyt sæsonmæssigt opsving. Det vil ifølge prognosen – som er meget usikker, understreges det – sende puljenoteringen op på 530 i gennemsnit i andet kvartal 2020, mens Nord-West-noteringen vil stige til 522 kroner omregnet til 30 kg-grise.
Se Danske Svineproducenters nye prognose og markedskommentar på www.danskesvineproducenter.dk.
Seges’ prognose for den beregnede notering kommer i næste uge.