Der er efterhånden »kun« fem måneder til en ny udgave af Dansk Varmblods Hingstekåring løber af stablen, og billetsalget er nu også åbnet.

Hestefolk, avlere og ryttere samles hvert år til hingstekåringen i MCH Messecenter i Herning, som i 2026 foregår fra onsdag den 4. marts til søndag den 8. marts. Der er tale om et af Europas største hestearrangementer, hvor mere end 60.000 gæster hvert år lægger vejen forbi.

Hingstekåringen er meget mere end en præsentation af avlshingste. Det er en kombination af avl, sport, show og messe, hvor tradition møder fremtid. Her kan publikum opleve internationale dressur- og springklasser på højeste niveau, et stort gallashow, unghestechampionat, clinic og præsentationsklasser, mens Hest & Rytter-messen byder på udstyr, inspiration og ny viden.

Kåringen af hingstene er naturligvis blandt højdepunkterne. De vurderes nøje på eksteriør, gangarter, springkapacitet eller dressurkapacitet – alt efter disciplin – og kulminationen søndag er præmieuddelingen, hvor de bedste hingste hyldes.

Et omfattende program

Tidsplanen for Dansk Varmblods Hingstekåring er særdeles omfattende og et stort puslespil at få på plads. Programmet i Herning er således tætpakket fra første dag.

Allerede onsdag går det løs med unghestechampionat, international springning og Krafft Tour of Amateurs. Torsdag indtager hingstene arenaen, mens der samtidig er internationale springklasser og åben træning for dressurryttere.

Fredagen byder blandt andet på worldranking-springning, tre- og femstjernet dressur og det populære Andresen Dressage Gallashow.

Lørdag tester testrytterne de unge heste, samtidig med store finaler i både dressur og springning, mens søndag rundes af med kåring af årets præmiehingste og afgørelsen i unghestechampionatet.

Årelang tradition med en kold start

Dansk Varmblods historie går tilbage til 1962, da Dansk Sportsheste Avlsforbund blev stiftet. Den første hingstekåring som sådan blev afholdt i Næstved i januar 1979, og det var under en hård vinter med snestorm.

Siden 1980 har Dansk Varmblods Hingstekåring haft fast base i Herning. Bortset fra en enkelt »corona-aflysning« har arrangementet været en årlig tradition og et internationalt samlingspunkt for hele hesteverdenen.