Herningsholm Landbrugsskole har fået 640.000 kroner i støtte fra Fruervadgårds Mindelegat til opførelsen af et 140 kvadratmeter stort undervisningsvæksthus.

Væksthuset bliver en del af campus Skills City og skal styrke elevernes viden om bæredygtig fødevareproduktion, økologisk dyrkning og alternative dyrkningsformer.

Projektet skal give eleverne hands-on erfaring med blandt andet mikrogrønt, der skal bruges i skolens cateringafdeling.

- Vi brænder for at uddanne fremtidens landmænd med fokus på at gøre eleverne nysgerrige på, hvad fremtidens dyrkningsformer og afgrøder bliver, siger uddannelsesleder Tina Boel van Ingen.

Væksthuset bliver også et tilbud til andre skoler og besøgende, der får mulighed for at lære mere om fremtidens landbrug.