Fødevarestyrelsen sætter nu ekstra fart på en landsdækkende kontrol af grovvaresektorens kornlagre. Beslutningen kommer, efter styrelsen har beslaglagt omkring 50.000 tons korn fra Danish Agros anlæg i Dalmose samt en ukendt mængde i Nykøbing Falster. Kontrollen viste omfattende problemer med skadedyr, mug og skimmel.

- Vi går i gang med en landsdækkende kampagne omkring skadedyr og skadedyrssikring på kornlagre. Det er en kampagne, vi havde planlagt, men sagen her har medvirket til, at vi har fremskyndet den, siger Lasse Guldbrandsen, fødevarechef i Fødevarestyrelsen til Agriwatch.

Kontrolrapporten beskrev massive skadedyrsangreb og store udendørs deponier af korn, der havde ligget siden høsten og var begyndt at rådne og spire. Danish Agro erkender fejlene og lover opstramning.

– Vi har i dette tilfælde ikke levet op til vores egne standarder for rengøring. Det beklager vi, og det vil vi gøre bedre, udtaler kommunikationsdirektør Thomas Mørch.