Danskerne spiser mindre kød og smider mindre mad ud, viser undersøgelse

30 procent af deltagerne i en Megafon-måling svarer ifølge TV2, at de i dag spiser mindre kød end for et år siden.

Det seneste år har en stor del af danskerne ændret adfærd for at leve mere klimavenligt, hvilket blandt andet omfatter at spise mere plantebaseret, oplyser TV2 på baggrund af en ny Megafon-måling.

30 procent af deltagerne i Megafon-målingen svarer nemlig, at de i dag spiser mindre kød end for et år siden

Også når det handler om at sortere affald, spare på strømmen, være mere energibevidst i forhold til boligen og smide mindre mad ud, er der mange, der har ændret adfærd, gengiver TV2.

Megafonmålingen viser, at størstedelen af danskerne er bekymret for klimaet, endda i stigende grad, og flere begynder at ændre adfærd.

Plantemad

Charlotte Louise Jensen, adfærdsanalytiker i den grønne tænketank Concito, betegner det som generelt positivt, at en stor del af danskerne har ændret adfærd det seneste år

Hun peger blandt andet på, at et af de områder, hvor forbrugerne for alvor kan mindske deres klimaaftryk, er ved at spise mere plantebaseret mad.

Og her gælder det, at 30 procent i Megafon-målingen svarer, at de i dag spiser mindre kød end for et år siden.

Afgørende for klimaet

I det store klimaregnskab er forbrugeradfærden bestemt ikke ligegyldig. 70 procent af den globale drivhusgasudledning er direkte eller indirekte relateret til de private husholdningers forbrug, skriver TV2.

- Der er ingen tvivl om, at vores forbrug skal se helt anderledes ud, siger Charlotte Louise Jensen.

Hun mener, at forbrugerne i øjeblikket – hvilket også kan ses i Megafon-målingen – bevæger sig, men hun understreger også, at det kræver en stor indsats fra politisk hold, både regionalt, nationalt og globalt.

- Det vil kræve et stort politisk mod, siger hun.

FN's årlige klimatopmøde, COP28, er begyndt i Dubai og løber frem til den 12. december. Klimatopmødet bliver kaldt det vigtigste siden 2015.

Læs også