Nyt videncenter skal styrke landdistriktsforskning

Til november bliver koordinering og formidling inden for dansk landdistriktsforskning styrket, når Videncenter for Landdistrikter slår dørene op hos Landdistrikternes Fællesråd i Egtved.

Det nye videncenter skal beskæftige sig med og belyse generelle virkemidler til landdistriktsudvikling, herunder indsamle, formidle og skabe grundlag for erfaringsudveksling om landdistrikternes udviklingsvilkår og udviklingsmuligheder.

Hos Landdistrikternes Fællesråd, der står bag Videncenter for Landdistrikter, ser formand Steffen Damsgaard frem til arbejdet.

- Vi skal blive bedre til at samle og formidle viden om landdistrikterne, som selvstændigt set er et lille og fragmenteret forskningsområde i Danmark. Derfor bliver det godt med et samlende videncenter, der både skal bestå af en vidensbank, et advisory board, netværksaktiviteter og almindeligt analysearbejde, siger han.

Det første møde i advisory boardet i Videncenter for Landdistrikter bliver d. 4. november, hvor Erhvervsstyrelsens vicedirektør Sigmund Lubanski blandt andet deltager. På Videncenterets hjemmeside vil man fremover kunne finde handlingsorienteret inspiration, forskningsrapporter og materialer, som kan bruges i arbejdet med vækst og udvikling i hele Danmark.

Læs også