En ny erhvervsskole i Herning er udpeget af regeringen som klimaerhvervsskole inden for klimavenligt landbrug og bæredygtigt byggeri. To andre erhvervsskoler skal have fokus på grøn transport og omlægning af energisektoren.
Regeringen har udpeget erhvervsskolerne Rybners, TEC og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier som nye klimaerhvervsskoler.
- Klimaerhvervsskolerne skal være med til at sikre, at erhvervsskoler og elever i hele landet er på forkant med den grønne omstilling, og at der uddannes dygtige faglærte med kompetencer og færdigheder inden for områderne: omlægning af energisektoren, grøn transport, klimavenligt landbrug og bæredygtigt byggeri, lyder det i en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Ifølge ministeriet skal skolerne fungere som drivende kræfter for udviklingen på tværs af alle erhvervsskoler og udbydere af arbejdsmarkedsuddannelser. Desuden skal de sprede ny viden til alle erhvervsskoler i landet.
Dygtige faglærte med de rette kompetencer er en væsentlig forudsætning for, at vi kan lykkes med vores ambitioner for den grønne omstilling
Stephanie Lose (V), økonomiminister
Millioner afsat
Den nye bæredygtige landbrugsskole, Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier ved Herning, er udpeget til at være klimaerhvervsskole særligt inden for klimavenligt landbrug og bæredygtig byggeri.
Det betyder, at skolen får mulighed for at arbejde med ny robotteknologi, automatisering og droner inden for præcisionslandbrug, bedre udnyttelse af landbrugsarealer og regenerativt landbrug – en bæredygtig landbrugspraksis med fokus på at genopbygge og styrke jordens sundhed og biodiversitet.
Skolen er arbejdsplads for cirka 430 medarbejdere og uddannelsesinstitution for cirka 10.000 elever og kursister, fremgår det af hjemmesiden Herningsholm.dk.
Der er afsat cirka 105 millioner kroner årligt i 2024–2028 og cirka 30 millioner kroner årligt derefter til etablering og drift af de tre klimaerhvervsskoler. Heraf får Herningsholm Erhvervsskole et tilskud på 35 millioner kroner i perioden 2024-2028 og 13 millioner kroner både i perioden 2029-2033 og 2034 (varigt).
Minister: Vigtigt skridt på vejen
Økonomiminister Stephanie Lose (V) glæder sig over tilførslen af ekstra penge til erhvervsskolerne:
- Dygtige faglærte med de rette kompetencer er en væsentlig forudsætning for, at vi kan lykkes med vores ambitioner for den grønne omstilling, lyder det fra økonomiministeren.