Landmand om statens lavbundsplaner: Det føles som frivillig tvang
Lars Christiansen risikerer at måtte sige farvel til et livsværk, hvis staten opkøber hans 330 hektar lavbundsjord i Store Vildmose.

Arealerne ved Store Vildmose i Nordjylland har i mange år været præget af landbrugsaktiviteter. Men det kan treparten snart gøre noget grundlæggende ved. Arkivfoto
Mens staten planlægger at tage 1400 kvadratkilometer lavbundsjord ud af drift som led i Grøn Trepart, bliver planerne meget konkrete for landmand Lars Christiansen ved Aabybro.
Naturstyrelsen har nemlig vist interesse for at opkøbe hans landbrug, der ligger i Store Vildmose og blandt andet omfatter 330 hektar lavbundsjord.
- Det er drastisk for os. Lige pludselig er det slut med at drive landbrug og have kartofler, siger Lars Christiansen, der driver Mosekærgaarden med sin hustru, til TV2 Nord.
Frivillig tvang
Han er vokset op med kartoffelavl og har arbejdet på de nordjyske marker siden barnsben. Men nu overvejer parret, hvad fremtiden skal bringe – og om de overhovedet har et valg.
For selv om staten markedsfører lavbundsindsatsen som frivillig, er Christiansen skeptisk:
- Jeg kalder det jo frivillig tvang, siger han med et skævt smil til tv-stationen og henviser til, at landmænd, der ikke er med efter 2027, kan blive pålagt en afgift.