Seges Innovation og Innovationscenter for Økologisk Landbrug har netop indgået en samarbejdsaftale for at sikre en fortsat udvikling af klimaværktøjet ESGreenTool på tværs af økologisk og konventionel produktion.
Seges Innovation og Innovationscenter for Økologisk Landbrug vil sammen videreudvikle det fælles værktøj, der beregner klimaaftrykket for de enkelte bedrifter i hele landbruget på tværs af økologer og konventionelle landmænd.
Derfor har de indgået en samarbejdsaftale om ESGreenTool for at sikre en fortsat udvikling af værktøjet baseret på data og viden, der kan støtte hele landbruget i at udvikle en mere bæredygtig produktion.
- Sammen vil vi gøre en indsats for at videreudvikle værktøjet til gavn for hele landbruget. Det er afgørende for alle landbrug, både de økologiske og de konventionelle, at man som dansk landmand kan beregne et klimaaftryk efter anerkendte standarder og med sine egne tal og virkemidler, så man kan se resultatet af sine handlinger på egen bedrift, fortæller Ivar Ravn, der er konstitueret direktør for Seges Innovation.
Mere end et klimaværktøj
De to aktører er enige om, at ESGreenTool er et afgørende værktøj, der kan bidrage til at løse landbrugets store klimaudfordringer. Værktøjet er nemlig baseret på data og virkemidler, der kan beregne effekten af både nuværende og kommende tiltag.
Også hos Innovationscenter for Økologisk Landbrug er der glæde og stolthed over den nye samarbejdsaftale:
- I fællesskab kan vi sikre et stærkt datagrundlag for den videre udvikling af ESGreenTool. Det er vores vigtigste opgave at styrke det værktøj, der giver landmænd fra alle dele af erhvervet viden om, hvordan de kan planlægge og udvikle deres landbrugsproduktion på den mest bæredygtige måde, så vi sammen kan arbejde for den grønne omstilling af landbruget og for at nå de danske klimamål, siger Kirsten Holst, der er direktør for Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
Med i styregruppe
I første omgang har samarbejdet fokus på de moduler, der kan beregne klimaaftryk og udgive rapporter, men samarbejdet drejer sig om mere end det.
- Vi vil i fællesskab fokusere på at udvikle værktøjet, så det bliver en helhedsvurdering af, hvor bæredygtig produktionen er på den enkelte bedrift, så alle landmandens indsatser tæller med i vurderingen. Det betyder, at faktorer som biodiversitet, governance, dyrevelfærd og social ansvarlighed på bedrifterne også på sigt skal tælle med i beregningen, forklarer Kirsten Holst.
Med den nye samarbejdsaftale vil Innovationscenter for Økologisk Landbrug indgå i den styregruppe, der udvikler og forbedrer datagrundlaget i værktøjet. Planen er, at Innovationscenter for Økologisk Landbrug skal bidrage med både viden, ressourcer og finansiering af den fortsatte videreudvikling af ESGreenTool.
I perioden fra marts 2022 og frem til nytår 2022 lavede mere end 1.500 landmænd og rådgivere klimaberegninger med afsæt i værktøjet.