Coop vil fremme grøn omstilling blandt fødevareproducenter
Coop har lanceret et nyt initiativ, Coop Klimafunding. Det skal understøtte den grønne omstilling blandt danske fødevareproducenter og skabe nye muligheder for finansiering af grønne tiltag i samarbejde med forbrugerne.

Coop har lanceret et nyt initiativ, Coop Klimafunding. Foto: Coop.
Nu kan alle danske fødevareproducenter, som har en konkret idé til et klimaforbedrende tiltag, ansøge om at blive en del af Coop Klimafunding og få rådgivning og mulighed for finansiering af et klimatiltag.
Målet med Coops nye initiativ er at støtte op om de fødevareproducenter, der er nysgerrige på eller allerede er i gang med at klimaoptimere deres virksomhed, men mangler sparring, viden eller økonomi for at komme helt i mål.
Målsætningen i Coops Klimaplan er at nedbringe klimabelastningen fra fødevaresalget med 1.000.000 tons i 2030.
- Vi oplever, at der allerede er rigtigt mange producenter, der er i gang og som ønsker at reducere deres klimaaftryk, men som måske er i tvivl om effekten af deres tiltag. Det håber vi at kunne imødekomme og sammen med virksomhederne blive meget klogere på, hvad der er den rigtige løsning for lige netop dem, siger Nicolai Jæpelt, chef for Coop Crowdfunding.
Grønne tænketank
- For danske fødevareproducenter kommer der ikke til at være en one-size-fits-all klimaløsning, hvorfor den grønne omstilling skal understøttes af mange tiltag, der undervejs også skal give økonomisk mening for virksomhederne. Og netop derfor håber vi, at crowdfunding og finansiering af mindre tiltag sammen med Coops medlemmer kan være med til at accelerere den grønne omstilling, siger han.
Som en del af Coop Klimafunding vil eksperter fra den grønne tænketank Concito rådgive om udvikling og formidling af de enkelte virksomheders klimatiltag.
Coop Klimafunding bygger på idéen bag crowdfunding, som handler om at inddrage forbrugerne og i dette tilfælde give dem mulighed for at handle og investere i producenters konkrete klimatiltag. For producenterne betyder det samtidig, at de kan få testet deres idéer af på forbrugerne og finde ud af, om der er et marked for deres produkt eller tiltag.
Coop vil hvert år gentage Coop Klimafunding og bruge erfaringer fra hvert år til at forbedre og tilpasse de kommende forløb.
For at blive en del af Coop Klimafunding skal man sende en begrundet ansøgning til Coop senest d. 16. marts.
aldo