Jeg havde til denne klumme planlagt, at den skulle handle om, hvor svært det er at sige noget klogt. Men de kloge ord må I vente på til næste klumme, for jeg synes, jeg skylder min far et ord.

Han døde nemlig den 9. maj. På tur med mig og min yngste datter gennem det nordsjællandske agerlandskab, som han holdt så meget af, faldt han om med en blodprop, som han aldrig rejste sig fra igen.

Det er ingen let sag at miste sin far. Men jeg trøster mig over, at hans sidste timer var fyldt med gule blomstrende rapsmarker og stenstrenglæggere i sving på kartoffelmarker.

Han beklagede sig på turen lidt over, at der var for få græssende køer. Men så meget desto større var glæden, da vi lidt senere kørte forbi hundredvis af græssende køer på marker nær Fårevejle Stationsby.

Min far var bonde af den gamle skole, og det var en æra, der sluttede, da han i 2024 af helbredsårsager måtte opgive at dyrke sine egne – og mine – marker. Men på hans sidste tur fik han også luftet, at han glædede sig til høsten, hvor han regnede med at skulle køre kornvogn, for sin barndomsven og faste landbrugsmakker Viggo Jensen.

Det kommer han altså ikke til. Men han vil være i mine tanker resten af mit liv, når jeg ser en gul rapsmark, en mejetærsker i sving eller en plov i arbejde.

Ligesom jeg vil tænke på ham, når jeg ser hans yndlingsfugl – viben – kaste sig karakteristisk rundt i luften over det danske landskab. Eller når vipstjerten vipper med halen på min gårdsplads.

Min far var ikke bange for at dø, og han ville begraves, så hans krop kunne komme regnormene til gode. Alt er godt.

Kæmp for alt, hvad du har kært,

dø, om så det gælder!

Da er livet ej så svært,

døden ikke heller.

Æret være Ole Starks minde.