Lundeborg valgt som Årets Landsby 2024.
I tæt konkurrence dystede landsbyerne Lundeborg i Svendborg Kommune, Hammershøj i Viborg Kommune og Venslev i Frederikssund Kommune om titlen som Årets Landsby 2024. I sidste ende var det Lundeborg, der sikrede sig sejren, titlen og præmien på 50.000 kroner.
Dommerne var i år på jagt efter en landsby, hvor det emmer af inspirerende mødesteder og gode rammer til fællesskaber og aktiviteter for landsbyens borgere. Her var fynske Lundeborg dommernes favorit, og komitéformand Helene Simoni Thorup har store roser om vinderbyen.
- Med landsbyens 450 engagerede borgere har Lundeborg skabt fællesskaber, der favner alle aldersgrupper. Det er en utrolig stærk historie, som har været med til at forme byens udvikling. Gennem en målrettet udviklingsplan har Lundeborg desuden tiltrukket mange nye beboere og oplevet en stigning i turismen om sommeren, fortæller hun og tilføjer:
- Udviklingen har styrket det frivillige engagement, der særligt kommer til udtryk ved, at byens købmand i dag drives af over 70 frivillige. Ligesom Lundeborg har formået at skabe et samlingssted for byens beboere ved Aktivhuset, hvor der blandt andet afholdes ugentlige grønne fællesspisninger med stor tilslutning.
Med Lundeborgs placering mellem kyst og fredet skov, har byen været nødsaget til at nytænke, hvordan eksisterende bygninger kan bruges til nye mødesteder.
- Lundeborgs placering har givet byen et benspænd, da det ikke har været muligt at udvide med nye boliger og fælleshuse. I stedet fik havnens gamle pakhus nyt liv, og rummer i dag både kunsthåndværk og Genbrugs Bazar. Begrænsningen er blevet til Lundeborgs styrke, for det skaber en landsby med liv og sjæl, siger Helene Simoni Thorup.