Klar til jægernes oktoberfest

1. oktober er lige om hjørnet, og for de fleste jægere er det en festdag, der markerer startskuddet til masser af jagt hen over efteråret og vinteren.

Traditionen tro drager mange danske jægere af huse den første morgen i oktober. Her går jagten på de fleste jagtbare arter nemlig ind.

Da dagen i år falder på en tirsdag, må flere sikkert flekse ud fra arbejdspladsen, afspadsere eller tage sig en fridag. For på jagt, det skal mange i hvert fald. Sådan er det hvert år, når jagtsæsonen for alvor skydes i gang og mange jagtforeninger åbner efterårets program med en stor, traditionsrig premierejagt på reviret, skriver Danmarks Jægerforbund.

Mens f.eks. jagten på mange andefuglene allerede gik ind 1. september, er den første dag i oktober særlig, fordi der nu åbnes for jagt for de fleste jagtbare arter i Danmark - eksempelvis fasan, hare, kronhind, rå og rålam.

Som altid, når det drejer sig om jagt, er sikkerheden i højsædet. Fokus på sikkerheden er højeste prioritet på enhver jagt. Og som jæger må man ubetinget kende forsigtighedsreglerne for håndtering af våben og ammunition. Derudover er det vigtigt at vide, hvor medjægere og andre naturbrugere befinder sig under jagten, så der ikke opstår farlige situationer, lyder det fra jægerforbundet.

Læs også