Danmarks første grønne kokketræf skal revolutionere den gastronomiske scene

Onsdag aften blev Danmarks første grønne kokketræf for topkokke afholdt. Her beviste de danske topkokke, at grøntsager ikke bare er tilbehør, men kan være hovedattraktionen på tallerkenen.

I Mikkel Maarbjergs nye restaurant Vie i Nordhavn skete der noget ganske særligt. Med en mission om at inspirere restauranter og gastronomer i hele landet viste de samlede kokke, hvordan man kan skabe smagfulde retter, der overbeviser selv de mest kødglade gæster om, at grøntsager kan være både lækre og luksuriøse, lyder det i en pressemeddelelse fra L&F.

- Grøntsager er gastronomisk noget af det mest interessante – det er her al smag og tekstur virkelig kommer til sin ret. Selvom jeg sætter pris på kød, er det fantastisk at lave et kokketræf, hvor grøntsagerne spiller hovedrollen. Vi er nået til et punkt, hvor det lette, grønne og florale dominerer mere på tallerkenen. Jeg tror stadig, at kød og fisk vil være til stede, men mere som selvforkælende tilvalg til de grønne retter. Det er grøntsagerne, der skal sætte dagsordenen, siger Mikkel Maarbjerg, der er kok og ejer af restaurant Vie.

I store dele af verden er vi lige nu på en rejse sammen mod en grøn madrevolution, og jeg er overbevist om, at vores bedste kokke spiller en afgørende rolle i at få revolutionen til at slå rødder.

Søren Ejlersen, kok og medstifter af Aarstiderne

Grøntsagerne fik for alvor deres fortjente plads på scenen, og kokketræffet fejrede kreativitet, bæredygtighed og lokalproducerede råvarer. Det var grønne menuer serveret med gulerod – ikke pisk!

En grøn revolution ledet af gastronomiens elite

Blandt kokkene var Bjarke Jeppesen, Årets Kok 2024, og Daniel McBurnie fra den Michelin-belønnede Restaurant Lyst i Vejle. Sammen med stjerner som dessertkok og tidligere Bocuse d’Or-vinder Elisabeth Madsen, Bocuse d’Or EU-vinder Sebastian Holberg samt køkkenchef på Restaurant Stud!O, Christoffer Sørensen, serverede de retter af nye standarder for grøn gastronomi, der fik alle gæster til at tabe både kæbe og fordomme.

- Vi skal skabe grønne menuer, gæsterne ikke kan modstå, siger Anders Nicolajsen, der er projektleder og chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, og fortsætter:

- En aften som denne beviser, at når man samler dygtige mennesker i samme rum og lader kreativiteten blomstre, sker der noget magisk. Det var som at se branchen tage et kæmpe skridt fremad. Gæsterne gik hjem med hovedet fuld af grønne idéer. Mange talte om at have fået en grøn overhaling, der virkelig satte tankerne i gang. Vi havde et vanvittigt stærkt hold af kokke, der mestrede både smag, sensorik og det grønne køkken til perfektion. Fra morgendagens stjerner til veletablerede mestre. Det tegner fantastisk for fremtidens grønne gastronomi i Danmark.

Grøn mad er en nødvendighed

Danmarks første grønne kokketræf for topkokke handler ikke bare om én dag. Det er startskuddet til en bevægelse.

Med bæredygtighed og økologi i fokus er ambitionen at inspirere hele branchen til at omfavne grøntsagerne og skabe nyskabende og smagfulde retter, der lokker både foodies og klimabevidste forbrugere til bordet. Blandt gæsterne var Søren Ejlersen, kok og medstifter af Aarstiderne, som sagde:

- Det er super inspirerende, når topkokke går forrest og sætter retningen for fremtidens grønne måltider. I store dele af verden er vi lige nu på en rejse sammen mod en grøn madrevolution, og jeg er overbevist om, at vores bedste kokke spiller en afgørende rolle i at få revolutionen til at slå rødder.

Læs også