29-årig odenseaner vinder stor kokkekonkurrence

Den 29-årige fynskfødte kok fra Molskroen imponerede dommerpanelet og hæv guldet hjem i den prestigefyldte Sol over Gudhjems talentkonkurrence.

Den 15. januar 2025 blev Melstedgård på Bornholm forvandlet til epicentret for dansk gastronomi, hvor fire unge kokketalenter dystede om titlen som Rising Star 2025. Konkurrencen, som er en del af Sol over Gudhjem, der er Danmarks største kulinariske konkurrence, gav deltagerne en unik mulighed for at demonstrere deres evner og sætte skub i deres karriere i den gastronomiske verden.

Efter flere timers hårdt arbejde, kreativitet og teknisk snilde blev vinderen kåret – en sand stjerne i fremtidens danske gastronomi.

Det blev 29-årige Kristoffer Madsen, som løb af med sejren og titlen som Rising Star 2025.

Bornholmsk indflydelse

Kristoffer Madsen, der oprindeligt er fra Odense, leverede imponerende præstationer i to discipliner: en hovedret baseret på ingredienser fra en »Mystery Box« og en dessert, der udfordrede deres kreativitet med råvarer som Castello IKON ost fra Arla Pro og smør fra Arla Unika.

Dommerpanelet, bestående af stjernekokken Artur Kazaritski og Bocuse d’Or-vinderen Brian Mark Hansen, havde en krævende opgave med at vurdere retterne på smag, teknisk udførelse og originalitet.

Han fik sammenlagt 376 point fra de fire dommere.

Kristoffer Madsen havde været på Bornholm siden søndag, hvor han havde samlet urter og besøgt forskellige producenter af bornholmske fødevarer.

Det viste sig tydeligt i pointene, hvor han fik 77 point ud af 80 mulige for netop at inddrage Bornholm i sine retter.

Om Sol over Gudhjem

  • I Sol over Gudhjems Kokkekonkurrence dyster fire af de største og dygtigste kokke i Danmark om vindertitlen og flotte præmier. Deltagerne i konkurrencen skal servere en forret og en hovedret, der bliver bedømt af en dommerjury ud fra et pointsystem, som fokuserer på fire kriterier; smag, udseende, etikette og mulighed for bonuspoint ved inkorporering af Bornholmske råvarer eller teknikker.
  • Forretten laves med ingredienser fra en »Mystery Box«, som afsløres på dagen, samt ud fra den store råvarebuffet, som deltagerne har til rådighed på dagen. Ingredienserne til hovedretten får deltagerne afsløret på forhånd, så de har mulighed for at øve sig inden konkurrencen.
  • I 2009 blev Sol over Gudhjems første Kokkekonkurrence afholdt på Havnen i Gudhjem. Siden da har Kokkekonkurrencen udviklet sig, og nu favner den også Dessertkonkurrencen og Produktprisen. Tilsammen danner Sol over Gudhjem rammerne for Danmarks største Kokkekonkurrence.
  • Hvert år udvælges fire af de bedste kokkeprofiler, som har gjort sig særligt bemærket i det danske kokkelandskab, til at deltage i konkurrencen. Gennem årene har kokke fra både ind- og udland deltaget i konkurrencen.

Sponsorstolthed

Som hovedsponsor glæder Arla sig over at have bidraget til at fejre og støtte de unge talenter. Arla Pro, som er Arlas gastronomiske produktlinje, er udviklet til professionelle kokke og tilbyder kvalitetsprodukter og sparring, der inspirerer og understøtter kreativitet i køkkenet.

Henrik Lilballe, direktør for Arla Danmark, udtaler:

- At se unge kokke udvise så stor passion og teknisk kunnen er dybt inspirerende. Rising Star er en unik platform, der ikke kun løfter talenternes niveau, men også styrker dansk gastronomi som helhed. Vi er stolte af at bidrage til denne udvikling og være med til at skabe fremtidens madkulturelle stjerner, siger han i en pressemeddelelse.

Direktøren bliver bakket op i udtalelsen af Kamilla Svane, Senior Director Foodservice i Arla Danmark, der også ser stor glæde i samarbejdet.

- Det er en fornøjelse at opleve unge kokketalenter, der løfter barren for dansk gastronomi. Gennem konkurrencer som Rising Star ønsker Arla Pro at inspirere og støtte professionelle kokke i deres stræben efter at skabe uforglemmelige madoplevelser.

Det endelige Sol over Gudhjem-arrangement på Bornholm løber af stablen den 20-21. juni 2025.

Læs også