Hvert år leverer Danmarks mange parker og over en million haver store mængder afskårne grene, kviste og udtjente buske til et vigtigt formål. Det, der for mange blot er affald, bliver i stedet omdannet til biobrændsel og bruges til at opvarme danske husstande. Nu vil virksomheden Södra sætte endnu mere fokus på dette område.

- Det er helt forkert at kalde det affald. Det er tværtimod meget vigtige ressourcer, der bliver til vedvarende energi, og det kommer de danske husstande til gode i form af varme i radiatorerne og varmt vand i hanerne, siger Daniel Fleischer, der har arbejdet med trading af biobrændsel i 15 år og for nylig er startet hos Södra for at styrke dette forretningsområde.

Om Södra

  • Södra blev grundlagt i 1938 ud fra idéen om, at sammen er man stærkere.
  • I dag er Södra Sveriges største forening af skovejere med godt 52.000 familieskovbrug som medlemmer, og er en verdensførende virksomhed, der forædler skovens råvarer til vedvarende produkter.
Haveaffald er meget værdifuldt for kraftvarmeværkerne som biobrændsel. Foto: Colourbox

Haveaffald er meget værdifuldt for kraftvarmeværkerne som biobrændsel. Foto: Colourbox

Fra park til biobrændsel

Når grene og buske fra haver og parker samles på genbrugsstationer, begynder en proces, der forvandler dem til energi. Første skridt er at kværne materialet i store maskiner, hvorefter det sigtes i forskellige størrelser. Større vedstykker samles i bunker, hvor de i otte uger tørrer og afgasser, før de kan anvendes som brændsel. Mindre partikler komposteres til muld.

- Buske og træer bliver ved med at vokse, så det er en uudtømmelig kilde til god og ansvarlig energi. Mængden varierer selvfølgelig i forhold til årstiderne, men vi kan i bund og grund omdanne denne biomasse til biobrændsel hele året, forklarer Daniel Fleischer.

Han understreger samtidig, at al biomasse er certificeret, så forbrugerne har garanti for, at den ikke stammer fra truede skove eller naturområder.

En naturlig udvikling for Södra

Södra er allerede en storleverandør af bioenergi, som produceres fra savsmuld og udtynding i skovene. Med en veletableret logistik og sikker leverance til danske kraftvarmeværker er virksomheden nu klar til at udvide sin kapacitet.

- Vi vil gerne udnytte alt, hvad vi kan i træet, og her ser vi en unik mulighed for at omdanne såkaldt ’affald’ til vedvarende energi. Det passer perfekt i Södras DNA og er et godt supplement til vores øvrige produktion. Og så er det da også lidt sjovt, at det kan være dine egne afskårne æblegrene, du får retur i form af varme i dit hus, understreger Daniel Fleischer.