Fra bondekone til bluetongue
På årsmødet i Østdansk Kødkvæg var der både underholdende indlæg og kedelige oplysninger.

Forfatter Marianne Jørgensen holdt et underholdende indlæg om hendes liv fra bypige til bondekone. Foto: Østdansk Kødkvæg
Årsmødet i Østdansk Kødkvæg blev vanen tro indledt med spisning, og derefter holdt forfatter Marianne Jørgensen et underholdende indlæg om hendes liv fra bypige til bondekone, hvor hun pludselig skulle forholde sig til begreber som foderenheder, privatforbrug, generationsskifte og dækningsbidrag.
Formanden for Østdansk Kødkvæg, Mogens Hansen, tog efterfølgende over og aflagde beretning for de 62 fremmødte i lokalerne hos VKST i Sorø.
Han kom først ind på den nye strategi i Dansk Kødkvæg, hvor det er holdningen, at regionerne skal være en slags forening og selv opkræve kontingent til drift af pågældende region.
- Det er vi i Østdansk Kødkvæg meget uenig i. Derfor har vi haft møde med to fra Dansk Kødkvæg, hvor deres og vores tanker blev fremlagt. Det er en opgave, der stadig arbejdes med, fortalte Mogens Hansen og tilføjede:
- Dansk Kødkvæg er jo skiftet over til VikingDanmark for at lave regnskab og sekretariatsopgaver. Men der er store problemer med at få det til at fungere på grund af rod hos Seges og Landbrug & Fødevarer.

Gode og dårlige meldinger
Mogens Hansen glædede sig til gengæld over den store opbakning, der er til Roskilde Dyrskue år efter år.
- Dyrskuet er en god mulighed for at fortælle om de positive ting, der er med kvæg. Jeg tænker specielt på, hvordan vi kan være med til at skabe biodiversitet. Det bliver der fremover mere brug for, når man ser ind i trepartsforhandlingerne, påpegede Mogens Hansen og tilføjede i den forbindelse:
- Det er bidende nødvendigt, at vi kødkvægavlere står sammen og kræver betaling for vores arbejde. Mindst 1.650 kroner og helst 2.000 kroner. Når jeg ser på den kommende CO2-afgift, ser det i dag ud til, at der skal være et mindsteantal køer på cirka 50 for at der opkræves afgift. Med det ko antal, der er pr. avler ser det for mig ud til, at mange slipper.
Kødkvægsformanden kom i beretningen også ind på bluetongue-situationen, der blandt andet medførte aflysning af efterårsskuet for kødkvæg, der i oktober skulle have fundet sted på Dyrskuepladsen i Roskilde.
- Det ser ud til at antallet med bluetongue er steget hen over de seneste måneder. Vi havde håbet, at der ville komme en periode på 20 dage uden smitte, så restriktionerne kunne ophæves, men det er desværre ikke sket, sagde Mogens Hansen og tilføjede, at man på kvægkongressen anbefalede, at man snarest vaccinerede dyrene.
Beretningen gav anledning til debat blandt de fremmødte, der fik luftet forskellige holdninger, inden der stod valg på programmet. Her var der bred opbakning – og genvalg – til Steffen Albrektsen og Jane Kofod.