Fokus på malkekøernes holdbarhed: Gennemsnitskoen holder ikke længe nok
Sundere køer vil alt andet lige holde længere – og give en bedre økonomi på bundlinjen, påpeger produktchef.

- Ydelsen stiger hen i både 4. og 5 laktation, så derfor ligger der et stort potentiale i at nå en laktation eller to mere. Det kræver en stærk ko at nå dertil, understreger Jesper Madsen, produktchef hos Vilomix. Arkivfoto: Line Brusgaard
Malkekøernes holdbarhed skal have mere fokus. Det er der både god økonomi og god velfærd i. Det fastslår Jesper Madsen, produktchef på kvæg hos Vilomix.
Han peger på, at koens gennemsnitlige antal malkeår ifølge tal fra DMS kun er på 3,1, og at mange køer bliver udsat tidligt.
- Ydelsen stiger hen i både 4. og 5 laktation, så derfor ligger der et stort potentiale i at nå en laktation eller to mere. Det kræver en stærk ko at nå dertil, understreger produktchefen.

- Der ligger altså et stort økonomisk potentiale i at forbedre holdbarheden, lyder det fra Jesper Madsen, der er produktchef hos Vilomix. Arkivfoto: Line Brusgaard
Der er penge at hente i øget holdbarhed
Jesper Madsen henviser til en opgørelse fra LVK Kvægdyrlægerne, som viser, at koen skal hen i anden laktation, før hun når »balancepunktet« og kommer til at give profit.
- I Danmark bliver gennemsnitskøerne 5,1 år gamle og malker i 3,1 år. De opnår en livsydelse på godt 36.000 kg EKM, hvilket svarer til 19 kg EKM pr. levedag. Den højeste produktion af fedt og protein sker i fjerede laktation, og kun knap 10 procent af danske holsteinkøer når i dag til 6. laktation, fortæller Jesper Madsen og slår fast:
- Der ligger altså et stort økonomisk potentiale i at forbedre holdbarheden.
Udsætning og sundhed hænger sammen
- Den hyppigste årsag til udsætning af køerne er lav ydelse. Begrebet dækker jo vidt, og er desværre ikke nærmere specificeret, siger Jesper Madsen.
Han peger på, at de næst hyppigste udsætningsårsager måske kan hjælpe med at give en forklaring på, at »lav ydelse« ofte er årsag.
- Dårlig repro-effektivitet, klove/lemmer problemer, yverbetændelse/celler og yverlidelser, og stofskifte/fordøjelseslidelser – er de næste årsager på listen, og alle sammen problemer der har indflydelse på ydelsen, forklarer han og fortsætter:
- Flere af udsætningsårsagerne hænger sammen med koens sundhed. Det tyder altså på, at der ikke er balance mellem koens immunforsvar og belastningerne, som hun udsættes for.
Koen belastes
Jesper Madsen slår fast, at hvis koen er sund og velforsynet med energi og antioxidanter, har den et stærkt immunforsvar, og holdbarheden forbedres.
- Men koen udsættes løbende for udfordringer, der stresser og belaster hende. Foderskift og fodring med dårlig ensilage udfordrer vommen. Varmestress, stress ved flytning og overfyldte stalde og kampe mellem dyrene er ligeledes hårdt ved køerne, nævner han som eksempler og fortsætter:
- Perioder med sygdom (mastitis, tilbageholdt efterbyrd, yverbetændelse), belaster koen og øger også risikoen for udsætning. Ligeledes belaster overgangen fra gold til laktation koen, blandt andet på grund af hormonelle ændringer, og i den kritiske periode med energimangel og høj ydelse.
C-vitamin er godt for immunforsvaret
Kan man gøre noget for at styrke koen? Til det svarer Jesper Madsen, at naturligt E-vitamin og organisk bundet selen har været anvendt i årevis for at støtte op om koens sundhed.
- Derudover findes der en række antioxidanter, der støtter immunforsvaret. Herunder finder vi C-vitamin, som er et vandopløseligt vitamin og en kraftig antioxidant, der kan forhindre celleskade og vævsskade af de frie radikalers negative påvirkning, forklarer han og fortsætter:
- Koen danner normalt selv C-vitamin i leveren ud fra glukose i det omfang, leveren tillader det i konkurrencen om glukose til andre behov. Tilført C-vitamin nedbrydes let i vommen, og hvis vi skal tilføre C-vitamin til koen, skal det derfor være vomstabilt.
Små skridt til at nå i mål
At øge livsydelsen og forbedre holdbarhed kræver ifølge Jesper Madsen et langt sejt træk.
- Grovfoderkvalitet og staldforhold kan ikke ændres fra den ene dag til den anden. Management omkring overgang til laktation og foderjusteringer kan hurtigere justeres, og ligeså kan forsyningen med de rette vitaminer og antioxidanter sættes i gang, siger han og tilføjer:
- Det økonomiske potentiale er stort, og det giver stor tilfredsstillelse at vide, at køerne trives, når holdbarheden forbedres.