Svineproduktionen i EU steg i 2024
Den europæiske produktion af svinekød er opadgående, viser nye tal. Det er især Østeuropa, der er motoren bag udviklingen.

Der bliver produceret mere svinekød i de 27 EU-lande, viser nye tal. Arkivfoto: Bøje Østerlund
Antallet af slagtede grise i EU steg med 0,9 procent i 2024 sammenlignet med året før. Det viser nye tal fra Eurostat ifølge Markedsnyt for grisekød fra Landbrug & Fødevarer.
Målt i vægt var stigningen dog større – 1,5 procent – som følge af højere slagtevægt.
Udviklingen drives især af østeuropæiske lande som Polen, Bulgarien, Ungarn, Rumænien, Kroatien og Tjekkiet, hvor slagtningerne er steget med over 5 procent.
Her spiller den traditionelle besætningsstruktur med mange små bedrifter fortsat en rolle, og de klassiske ”svinecykler” gør sig gældende: Når økonomien er god, vokser produktionen markant.
De otte største svineproducerende lande i EU står tilsammen for 85 procent af alle slagtninger i unionen.