VikingDanmark, der mest er kendt for arbejdet med genetik, er også blandt de første til at lancere et tilbud om plastikindsamling målrettet landmænd.

- Vi har som erhverv en fælles interesse i at nå de mål om genanvendelse, der er sat op politisk. Samtidig er vi i forvejen en virksomhed, der har stort fokus på bæredygtighed og effektivitet, så det giver god mening, at vi er frontløbere på plastindsamling, siger Hans Peter Bay, direktør i VikingDanmark til seneste KvægNyt.

Vi har som erhverv en fælles interesse i at nå de mål om genanvendelse, der er sat op politisk

Hans Peter Bay, direktør, VikingDanmark

VikingDanmarks løsning tilbyder indsamling af alle former for plast, der benyttes i landbruget, og det er ikke kun kvægbrugere, der kan få afhentet plastikken. Ordningen er åben for alle landmænd.

En cirkulær løsning

Indsamlingsordningen er kommet op at stå i samarbejde med et tysk firma, der har 10 års erfaring med at indsamle og rengøre plast, og det garanteres ifølge KvægNyt, at plastikken genanvendes.

- Det foregår på den måde, at landbrugsplasten eller folien bliver delt i mindre stykker, vasket og dernæst smeltet om til granulat. Folie af det genanvendte plastik kan således købes i vores web-butik VikShop. Dermed er det i sandhed en cirkulær løsning, siger Hans Peter Bay.

Opmærksomhed på bæredygtighed er skærpet

Hans Peter Bay oplever, at kunderne har taget godt mod tilbuddet.

- Flere og flere landmænd er opmærksomme på, at vi både af hensyn til bæredygtighed og lovgivning skal genanvende en større del af plastikken, og vi er kommet rigtig godt i gang med vores løsning, slår han fast.

Kvæg