Embedsmænd for retten i sag om vanrøgt af kvæg
Staten i skudlinjen: Alvorlig sag rejser spørgsmål om dyrevelfærd i naturnationalparker.

Dette billede stammer fra Mols Bjerge, men har ikke noget med den konkrete sag at gøre. Foto: Øxenholt Foto
To embedsmænd fra Naturstyrelsen Kronjylland er netop nu tiltalt for grov vanrøgt af statens økologiske kødkvæg i Mols Bjerge. Ifølge anklageskriftet led 77 køer under sult og omsorgssvigt – i 29 tilfælde beskrives forholdene som mishandling.
Flere af dyrene døde af sult, fremgår det.
- Det er ikke bare gået en lille smule galt. Det er jo gået rigtig, rigtig galt, siger Yvonne Johansen, dyreværnschef hos Dyrenes Beskyttelse, ifølge en artikel på DR’s hjemmeside.
Naturstyrelsen har allerede betalt en bøde på 800.000 kroner og erkendt, at der blev reageret for sent i vinteren 2021.
Sagen kommer på et kritisk tidspunkt, hvor Naturstyrelsen skal overtage ansvaret for græssende dyr i 24 nye naturnationalparker – som udgangspunkt uden vinterfodring.