Kreaturnoteringen har nået et rekordhøjt niveau.

Det er faktum efter flere måneder med konstant stigning i prisen, som kreaturslagterierne i Danmark betaler for slagtedyr.

Hos Himmerlandskød har man hævet kreaturnoteringen hver uge siden 1. februar, og ifølge ejerleder Lars Andersen er der en god grund til den kontinuerlige stigning.

- Produktionen er faldet i Europa. Når produktionen falder mere end forbruget, så stiger efterspørgslen. Det har vi kunnet mærke siden oktober/november sidste år, forklarer han til Effektivt Landbrug.

Stigning i lavsæson

Himmerlandskød oplever normalt, at noteringen begynder at falde i slutningen af efteråret, da man normalt går over til at spise mere gris, mens oksekød har det svært. Det var dog ikke tilfældet i efteråret 2024.

- Det er vildt. Specielt når stigningerne har været igennem lavsæsonen, hvor det normalt skulle begynde at falde. Der steg noteringen bare, og det samme har den så gjort de første måneder af året. På den måde er det atypisk, siger han.

Den stigende kreaturnotering er samtidig godt nyt for de danske mælke- og kreaturproducenter, der får mange penge for deres slagtedyr.

- Det er dyrere i dag end det var i sommeren 2022, hvor vi toppede sidst, lyder det fra slagteriejeren.

Et kig på Himmerlandskøds hjemmeside viser, hvordan priserne i dag er på et højere niveau end for tre år siden. Den største forskel er prisen på kalvene, der lå på 39,95 kroner pr. kg, da noteringen toppede i uge 30 i 2022. I dag ligger prisen på 42,30 kroner pr. kg, hvilket vil sige en forskel på 2,35 kroner pr. kg.

Forskellige årsager

Den stigende kreaturnotering i 2025 kan ifølge Lars Andersen dog ikke sammenlignes fuldt ud med den, man oplevede i 2022.

- Dengang var noteringen drevet af forskellige ting. Biprodukter var dyre, fordi gassen var dyr, og det gjorde, at noteringen steg helt vildt. Nu er det efterspørgslen, der driver noteringen op, og det er positivt, forklarer han og tilføjer:

- Det er også godt, at landbruget får lidt medvind, og det er godt at se, at der er behov for det, de laver.

Et nyt niveau

Med en kreaturnotering der har været opadgående siden starten af året, er det oplagt at forestille sig en stigning det næste lange stykke tid, da grillsæsonen først lige er begyndt.

Lars Andersen kan heller ikke forestille sig, at noteringen vil stoppe med at stige foreløbigt, men han tror samtidig, at man har set en ny normal for kød.

- Træerne vil aldrig gro ind i himmelen, men vi ser et nyt niveau på kød. Stigningen stopper på et tidspunkt, men man vil ikke komme tilbage til det gamle niveau. Det tror jeg ikke. Jeg tror, at normalen er et andet sted, end den har været tidligere, forklarer han.

Europæisk efterspørgsel

Himmerlandskød leverer 100 procent dansk kød til leverandører i Danmark, men også uden for landets grænser mærker man stor efterspørgsel.

Tidligere på året lagde man overfor Effektivt Landbrug ikke skjul på, at en klar strategi var at få flere kunder i forskellige europæiske lande. Her hjælper den stigende notering også.

- Når der bliver slagtet færre dyr i Tyskland og Holland, har det også en positiv indvirkning på os. Så det er klart, at vi oplever en højere efterspørgsel fra hele Europa. Det hjælper også til vores strategi om at komme ind på nye markeder, siger Lars Andersen.

Ny konkurrent

Himmerlandskød er sammen med Danish Crown Beef et markedsledende kreaturslagteri, men en ny konkurrent har meldt sig på banen, da den jyske kvægopkøber Agervig Cattle vil forsøge at tage markedsandele ved at sende kvæg til Holland og samtidig tilbyde to kroner mere end den danske notering.

Lars Andersen bruger dog ikke meget tid på den nye konkurrent, men har i stedet fokus på egen butik.

- Konkurrencen er okay for mig. Vi gør, som vi hele tiden har gjort. Vi har hele tiden drevet forretning på at give en fair og ordentlig pris, og det vil vi ikke lave om på, siger han.

Konkurrencedygtige

I stedet har man fortsat ambitioner om at slagte flere dyr, men det skal man ifølge ejerlederen gøre sig fortjent til.

- Produktionen i Danmark bliver ikke større, så der skal byttes rundt mellem slagterierne. Vi passer vores egen butik og gør, hvad vi kan for at være konkurrencedygtige. Vi vil altid arbejde på at gøre os fortjent til dyrene, og det er ved at være konkurrencedygtige. Det gælder også i forhold til en ny spiller, der måtte komme, siger ejerlederen.

Fortsat noteringsstigning

I forsøget på også i fremtiden at holde sig konkurrencedygtig er det værd at kigge på den rekordhøje kreaturnotering.

Lars Andersen har dog svært ved at give et klart svar på, hvornår noteringen vil nå sin top:

- Der er ingen udsigter til, at det skal blive billigere på den her side af september i hvert fald. Den stiger stadigvæk, men om det bliver med de samme hastigheder, det kan jeg tvivle på. Det kan kun tiden vise, men på et eller andet tidspunkt når tingene en top, siger han.

Kvæg