Der kommer fremover til at gå længere tid mellem Fødevarestyrelsens opfølgende besøg i besætninger, hvor der er konstateret salmonella dublin. Salmonella dublin-positive ejendomme får nemlig fremadrettet kun ét kontrolbesøg om året. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Overgangen til én årlig kontrol skal blandt andet give den besætningsansvarlige bedre tid til at implementere og se effekten af de smittebegrænsende tiltag på ejendommen, og den besætningsansvarlige skal arbejde aktivt for at nedbringe smitten i den mellemliggende periode, lyder det.

Førstegangskontrollen gennemføres fortsat seks måneder efter, at en ejendom er underlagt offentligt tilsyn, og handlingsplanen skal revideres halvårligt.

Fristen for at udarbejde en handlingsplan for at bekæmpe Salmonella Dublin i besætningen er reduceret fra tre måneder til seks uger efter, at ejendommen er placeret i salmonella dublin-niveau 2. Den kortere frist skal sikre, at der hurtigere bliver iværksat smittebegrænsende tiltag, lyder det i pressemeddelelsen.

Ændringerne er sket efter kvægbekendtgørelsen er blevet revideret.

Samtidig er der i bekendtgørelsen foretaget enkelte redaktionelle ændringer og præciseringer for at sikre en mere ensartet forvaltningspraksis og øget klarhed.

Kvæg