36 kalve forgiftet af kølervæske
Husk at udskifte kølemiddel til fx propylenglycol, selvom du har et gammelt anlæg. For nylig måtte 36 kalve aflives, da en utæthed betød tilblanding af en gammel type kølervæske i mælketaxaen.

Arkivfoto
I forrige uge måtte 36 kalve aflives pga. nyresvigt, fordi en utæthed i kølekappen på en mælketaxa var skyld i, at isvand med kølervæske var blevet blandet i kalvenes mælk. Det skriver Kvægnyt ifølge Landbrugsinfo.dk.
Et sådan uheld vil ikke ske i et nyt anlæg, hvor man kun bruger uskadelige kølemidler. På ejendommen var et ældre isbankanlæg blevet udskiftet med et isvandsanlæg, som imidlertid blev koblet sammen med et ældre jordslangeanlæg med varmepumpe. I stedet for at udskifte det gamle kølemiddel med et nyere og uskadeligt blev anlægget blot suppleret med det gamle kølemiddel.
Brug propylenglycol
Vi må derfor på det kraftigste opfordre til, at der altid og udelukkende anvendes uskadelige kølemidler i køleanlæg med isvand. Det gælder især forkølere – både rør- og pladekølere – samt mælketaxaer. Et bud på et kølemiddel er propylenglycol, der i forvejen er kendt i landbruget som fodertilskud til nykælvere.
I forbindelse med udskiftning af eksisterende køleanlæg, hvor der også indgår jordslanger, bør alle rør tømmes og renses, så der i hele anlægget skiftes til propylenglycol.