Kravene til kobørster træder snart i kraft
1. juli træder kravet om børster i kraft – også for stalde fra før 1. juli 2010. Men hvor mange børster skal der være, hvad menes med roterende, og hvad med kalvene? Det giver Seges Innovation svaret på.
Køer, ungdyr og kalve har et stort behov for at udføre hudpleje for at fjerne støv, skidt og utøj. Det giver dem stor velvære at klø sig, og de bruger hudplejebørster flittigt. Derfor er der krav om børster til hudpleje. Det påpeger Seges Innovation på Landbrugsinfo.
De minder om, at kravene gælder malkekvæg og afkom af malkekvæg, og at det aktuelt gælder for stalde taget i brug efter 1.juli 2010. Men 1. juli i år træder kravet om børster i kraft også for stalde, der er taget i brug før 1. juli 2010.
For økologiske bedrifter er der yderlige krav. Blandt andet skal økologisk kødkvæg også have adgang til børster, oplyser Seges Innovation således.
Én børste pr. 50 køer
Kravene betyder blandt andet, at malkekøer skal have adgang til mindst én roterende kobørste. I grupper med flere end 50 køer skal der mindst være en roterende børste pr. 50 køer.
Der afrundes til nærmeste hele antal børster. Det betyder ifølge Seges Innovation, at i grupper med for eksempel 74 køer skal der være mindst én børste, mens der ved 75 køer skal være mindst to.
De oplyser endvidere, at køer, der er opstaldet i enkeltkælvningsbokse, enkeltsygebokse eller i separationsbokse, hvor de opholder sig få timer i forbindelse med eksempelvis inseminering eller behandling, er undtaget for kravet om adgang til børster.
Køer, der går i fællesbokse i længere tid, som goldkøer og køer i fælles syge- eller aflastningsbokse skal også have adgang til kobørster.
Seges Innovation fortæller, at med » roterende« menes, at børsterne skal kunne rotere om egen akse, men ikke nødvendigvis være drevet af en motor. Dog skal de yde reel hudpleje og må ikke være løsthængende, så de kan skubbes væk af koen.
Børsterne skal placeres, så de er let tilgængelige, men ikke i vejen for den normale trafik mellem hvile-område og ædeplads. De må heller ikke begrænse køernes adgang til og fra malkning.

Seges Innovation understreger, at det er vigtigt, at pris, funktion og holdbarhed går op i en højere enhed, når man skal ud at investere i kobørster. Arkivfoto: Line Brusgaard
Mindst én børste til kalve i grupper
Kravet om adgang til mindst én børste gælder også kalve og ungdyr, når de opstaldes i grupper af tre eller flere.
Der er derimod ikke krav til antallet af børster. Ligesom de ikke behøver være roterende. Fastmonterede børster, beregnet til hudpleje, kan bruges, men kostehoveder duer ifølge Seges Innovation ikke, da de hurtigt mister hårene.
Børsterne kan være en kilde til smitteoverførsel mellem holdene. Men hvis de vaskes og desinficeres på samme måde som væggene i boksene eller hytterne, er risikoen minimal, bliver det understreget af Seges Innovation.