Inden coronaen afviklede både Viking Danmark og Danish Crown et antal regionsmøder for kødkvægavlere rundt i landet. Samtidig afholdt Dansk Kødkvæg deres årsmøde i Herning forbindelse med kvægkongressen.

Nu er tre organisationer gået sammen om at arrangere i alt fire fælles regionsmøder for kødkvæg.

- Vi må jo erkende, vi bliver færre og færre. Derfor er det oplagt at søge sammen, da det er de samme kødkvægavlere, vi henvender os til, lyder det fra formanden for kødraceudvalget i Viking Danmark, Poul Nygaard, forud for møderne.

Indledes med oksesteg

Første regionsmøde er på torsdag aften i Messecenter Vesthimmerland i Aars og dagen efter hos VKST i Sorø. I næste uge er der møder i Middelfart og Aulum, henholdsvis torsdag den 19. og fredag den 20. januar.

Torsdagsmøderne starter klokken 18 og om fredagen klokken 16. Der indledes alle steder (naturligvis) med servering af oksesteg.

Der vil være orientering og aktuelt nyt fra alle tre organisationer, og Poul Nygaard opfordrer alle interesserede kødkvægsfolk til at møde op.

- Der er blandt andet meget at tage stilling til med den nye CAP-reform, og vi vil rigtig gerne have input fra deltagerne for at kunne tilgodese og servicere bedst muligt, understreger formanden.

Der er tilmelding senest fire dage før møderne til Viking Danmark.

Kvæg