Agro Nord for 30. gang
En fyldt produkt- og maskinudstilling samt 197 dyr i ringen danner rammerne om dette års Agro Nord den 6. marts i Messecenter Vesthimmerland i Aars.

På onsdag er der Agro Nord i Aars i Himmerland.
Det er i år 30. gang, at Nordjysk Agrocenter og Messecenter Vesthimmerland sammen med de fem nordlige Dansk Holstein Avlsforeninger slår dørene op til Agro Nord på onsdag den 6. marts i Messecenter Vesthimmerland i Aars – en kvægfagmesse med alt til det moderne landbrug.
I år har der været rift om pladserne på produkt- og maskinudstillingen, og godt 100 udstillere vil vise deres produkter frem.
197 dyr skal kæmpe om titlen Miss Agro Nord og reserve champion. Der kommer 133 holsteindyr, 17 DRH, 40 Jersey og 7 kalve til auktion. Vinderen, Miss Agro Nord, får 5.000 kroner sponsoreret af DLG Nordjylland, mens reserven får 3.000 kroner sponsoreret af Sørens Klovpleje. Derudover er der som noget nyt, foruden en ærespræmie til fløjkoen i hvert hold, yderligere ti ærespræmier, sponsoreret af LMO, som dommerne frit kan dele ud.
Dommerne i år bliver Jeume Serrabassa fra Spanien, som skal dømme holsteindyrene og Peter Larson, som skal finde de bedste jerseydyr.
Som noget nyt i år skal dommerne også finde messens bedste yver, som belønnes med 2.000 kroner fra Dyrlægerne Himmerland Kvæg.







































