Fodringsdag i Herning
Nu kan du tilmelde dig fodringsdagen i Herning, som i år sætter fokus på protein.

Årets tema på Fodringsdagen den 10. september i Herning er protein. Arkivfoto
Tirsdag den 10. september mødes rådgivere, dyrlæger, undervisere, studerende, foderfirmaer, forskere, mælkeproducenter og andre til Fodringsdag 2019 i Herning Kongrescenter.
I år vil der blive sat særligt fokus på protein. Det sker blandt andet, når Ole Aaes, Seges, efter velkomsten holder et indlæg om »Betydning af rationens proteinniveau for mælkens miljø- og klimaaftryk«.
Herefter vil Chris Reynolds, professor på University of Reading, gøre deltagerne klogere på hvilken effekt proteinniveauet i foderrationen har på mælkeproduktionen og fodereffektiviteten samt for levetid og reproduktion.
Hestebønner i stedet for soja og raps
Der vil også blive kigget på, hvilken effekt protein og AAT har på mælkeydelsen og hvilke overvejelser man bør gøre om brugen af protein i foderplanlægningen.
Efter frokost bliver der sat fokus på hestebønner som erstatning for soja og raps.
Slutteligt får deltagerne et indlæg om varierende stivelsesmængder, finsnitteren som grovfoderlaboratorium, fedtsyremålinger og racens og grovfoderandelens betydning for klimapåvirkningen.
Man kan tilmelde sig på Landbrugsinfo.dk.