Kvægbruget vil finde årets elev
Har du landets bedste elev på din kvægbedrift? Sådan spørger Landbrug & Fødevarer, som på Kvægkongressen i februar 2020 for første gang vil uddele en pris til »Årets elev« i kvægproduktionen.
- Gode elever er guld for bedriften. Allerede nu kan du indstille din elev, lyder det fra L&F Kvæg.
Der er mange gode grunde til, at de danske kvæglandmænd nu kårer årets elev. Det siger formanden for kvægsektionen i Landbrug & Fødevarer, Christian Lund.
- Helt grundlæggende vil vi gerne markere, hvor vigtigt det er for os landmænd og for erhvervet helt generelt, at der er unge, der vælger en uddannelse og en fremtid hos os. Uden unge har vores bedrifter og vores produktion jo reelt set ikke en fremtid.
- Samtidig vil vi gerne fremhæve, at vi som landmænd har utroligt mange dygtige og dedikerede elever på gårdene. De er hos os for at lære, men vi lærer også noget af dem: De kommer med nye øjne, nysgerrighed og ny viden, som landmanden og de øvrige ansatte på gården har stor glæde af i det daglige – både fagligt og socialt. Det er værd at markere, og derfor har vi besluttet, at vi fremover hvert år ved Kvægkongressen kårer årets elev i kvægproduktionen, siger Christian Lund.
Første kåring finder sted 24. februar, og der er åbent for indstillinger frem til 30. januar klokken 12. Se mere på www.landbrugsinfo.dk/aarets-elev
Årets elev belønnes med 6.000 kroner og en tur på gocart-banen sammen med kollegerne. Der er også præmier til de to øvrige elever, der kommer med i slutspurten.
laj