Mejeriet Naturmælk håndterer høgræsmælken
Omkring den praktiske håndtering af mælken fra Tøvestensgaardens produktion af høgræsmælk fra Tude Å-dalen, er der fra årsskiftet sket den ændring, at det nu er Naturmælks mejeri Øllingegaard nær Skævinge i Nordsjælland, der dagligt henter mælken.
- Det var lidt for besværligt at håndtere den daglige leverance af høgræsmælken, så nu er det os, der henter mælken. Det bliver fortsat markedsført som »Single Farm« mælkeprodukter og vi tapper såvel friskmælk, fremstiller fløde, surmælksprodukter og oste af mælken. Det lille gårdmejeri hos Ostebørsen i Vemmelev får fortsat mælk til deres fremstilling af specialoste, men altså ikke til daglig tapning af frisk mælk, fortæller direktør Leif Friis Jørgensen fra Naturmælk, der i dag driver Øllingegaard Mejeri.
- Tøvestensgaardens produktion af græsmælk passer godt ind i vores koncept, hvor vi fra en række andre landbrug også markedsfører produkter med den pågældende bedrifts navn på pakker og kartoner. Og som det ser ud med afsætningen nu, er der god plads til udvidelser, og derfor passer det fint, at Michael Andersen udvider besætningen. Det kan vi sagtens afsætte og håber da også at kunne udvikle det yderligere, lyder det fra direktøren.