Nu også CR-foder til kvæg
Et nyt foderkoncept gør det muligt at beholde sine råvarer på kvægejendommen og blande dem med et mobilt blandeanlæg, præcis som svineproducenterne har gjort i flere år.

Som noget nyt tilbyder CR Foderservice at blande kalve- og kvægfoder direkte hos landmanden. Her ses salgschef Steen L. Aaen (tv) og produktkonsulent Jens Petersen på NutriFair-messen forleden.
I 2011 så CR Foderservice dagens lys med et foderkoncept til svineproducenter, som ikke tidligere var set herhjemme. Et mobilt blandeanlæg, som kunne blande foder direkte ude ved landmanden. I første omgang var det henvendt til hjemstavnen Fyn og Trekantområdet, men hurtigt udvidede området sig, og lastbilerne blev flere og flere.
I dag har CR Foderservice otte lastbiler, seks 12-tons og to 18-tons, og dækker hele Danmark. Som noget nyt indføres foderkonceptet nu også i landets kalve- og kvægbesætninger. Både til konventionelle og økologiske besætninger.
Blandes efter kundens ønske
Ind til videre er en lastbil i virksomheden blevet godkendt til at blande kalve- og kvægfoder. Den har en blandekapacitet på 0,5 til 18 tons pr. blanding.
Lastbilen kan håndtere alle typer råvarer, lige fra hestebønner, roepiller, majs til syrebehandlet korn ud fra kundens ønske, om så det skal valses, formales eller bare blandes, som det er.
Strukturen kan vælges fra 2-4,5 millimeter og kan ændres fra gang til gang, når det mobile blandeanlæg kommer forbi.
Kunden bestiller selv soja, vitaminer og mineraler, og hvad ellers han ønsker at få blandet i.
Læs mere om foderkonceptet i næste uges LandbrugFyn. Avisen kan fra lørdag morgen læses her på hjemmesiden.