Slagtekalve-formand ønsker færre dyr til slagterierne
Formanden for Danske Slagtekalveproducenter, Lasse Olsen fra Store Heddinge, opfordrer midlertidigt kvægbruget til at sende færre dyr på slagteri.

For at holde noteringen oppe opfordrer den sjællandske formand for Danske Slagtekalveproducenter, Lasse Olsen, danske kvægbrugere til midlertidigt at holde eksempelvis 10 procent af deres slagtedyr tilbage.
KVÆG - Hele det danske samfund står i en helt ekstraordinær situation på grund af Corona-krisen. I den situation vil jeg stærkt opfordre alle danske forbrugere til at købe danske varer, herunder dansk okse- og kalvekød. Og støt også de lokale dagligvarebutikker.
Sådan lyder det fra den sjællandske slagtekalveproducent, Lasse Olsen fra Store Heddinge, der tidligere på året blev genvalgt som formand for Danske Slagtekalveproducenter.
- Vi har allerede set Danish Crown sænke noteringen kraftigt for bestemte kategorier af oksekød på grund af et stort dyk i afsætningen til det hårdt Corona-plagede Italien. Det kan presse det danske marked yderligere, advarer Lasse Olsen og fortsætter:
- På den baggrund vil jeg opfordre alle kvægbrugere til midlertidigt at holde eksempelvis 10 procent af deres slagtedyr tilbage for at holde noteringen oppe. I samme åndedræt vil jeg opfordre vores kreaturslagterier til at tage færre dyr ind i en periode.
Notering måske under pres
At vi indtil nu ikke har set noteringsfald på kalvekød skyldes, ifølge den sjællandske formand, at kalvekød er et hjemmemarkedsprodukt.
- Men denne notering kan komme under pres, hvis vores hjemlige marked bliver oversvømmet at de store mængder oksekød, som under normale forhold ville blive eksporteret til Italien, konstaterer han.
- I øvrigt kan jeg ikke lade være med at udtrykke taknemmelighed overfor de mange danskere, som lige nu holder produktionsdanmark i gang under helt usædvanlige omstændigheder, siger Lasse Olsen, der blev genvalgt som formand på et konstituerede bestyrelsesmøde efter foreningens generalforsamling i februar.
Siden mødet har der været blanke sider i kalenderen. Som følge af Corona-situationen har alle arrangementer hos Danske Slagtekalveproducenter været sat på standby den seneste tid.
jhal