De seneste dage har debatten om landmænds rettigheder i forbindelse med uanmeldte kontrolbesøg verseret i pressen. Debatten er gået på, om hvorvidt landmænd kan tillade sig at nægte kontrollører adgang ved uanmeldt kontrolbesøg – uden fx efterfølgende at blive trukket i EU-støtten.
Flere jurister har betvivlet lovligheden af Landbrugsstyrelses kontrolpraksis og opfordret til, at definitionen af en KO-kontrol bør ændres.
 

Ret til en bisidder

Der er god grund til at være særlig opmærksom som landmand, påpeger SLF, som først og fremmest anbefaler, at landmanden gør alt for, at kontrolbesøget ikke løber af sporet, særligt de uanmeldte besøg. Næstformand i SLF, Berith Nissen, påpeger:
- Det er vigtigt, at landmanden holder hovedet koldt. At han er venlig og imødekommende, når de dukker op – men også at han tør holde på sin ret, blandt andet ved at kræve en bisidder. Landmanden har ret til fx at få sin dyrlæge eller rådgiver med, og kontrollørerne skal vente med at gå i gang, indtil denne person er dukket op, siger Berith Nissen.
Desuden kan landmanden sørge for at være godt mentalt forberedt på besøget, blandt andet ved at læse Landbrugsstyrelsens krav om krydsoverensstemmelse samt de 10 mest overtrådte krav, der kan ses på styrelsens hjemmeside.
 

SLF: Behandl landmanden ordentligt

Hun har også en anmodning til kontrollørerne om at behandle landmanden ordentligt.
- Hvis landmanden ikke lige er på gården, eller er i gang med noget, han ikke kan forlade, så er det oplagt, at kontrollørerne pænt må vente. Når det er uanmeldte besøg, kan de ikke forvente, at landmanden står klar. Der er ingen grund til at behandle landmanden som en kriminel, siger Berith Nissen.
Og så er opfordringen til politikerne i øvrigt fra SLFs side, at så få besøg som muligt er uanmeldte.
Kontrolbesøg er aktuelt lige nu: Uanmeldte Krydsoverensstemmelsesbesøg kører. Tjek af brug af medicinsk zink i foder vil køre i september og oktober, og snart kommer også kontrol af efterafgrøder. hka
 
Kvæg