Thise Mejeri er årets mest bæredygtige brand
For andet år i træk er Thise Mejeri kåret som Danmarks mest bæredygtige brand af danske forbrugere indenfor fødevarer.

PR-foto.
Thise Mejeri er i 2020 kåret som det mest bæredygtige varemærke indenfor fødevarer i Danmark.
Dermed gentager Thise Mejeri bedriften fra 2019 viser Europas største undersøgelse af bæredygtighed og varemærker, Sustainable Brand Index. Der var 224 brands med i den danske undersøgelse.
- At vi gentager bedriften, får os alle her på mejeriet til at sende mange venlige tanker og en stor tak til de mange forbrugere, som har peget på os. Det er en særlig ære at blive tildelt hæder fra de mennesker, som hver dag tager vores produkter ned fra hylderne, forklarer Poul Pedersen, direktør på Thise Mejeri.
Det et bredt udsnit af danske forbrugere har kåret Thise Mejeri som det mest bæredygtige varemærke inden for fødevarer i Danmark i 2020. I alt er 900 varemærker fra de nordiske lande blevet vurderet af 58.000 personer.
- Vi har ikke en trylleformular, når det handler om bæredygtighed. Udgangspunktet er vores værdier; Økologi, Kampgejst og Ordentlighed. Værdierne sætter rammen for, hvorledes vi gerne vil og skal arbejde, samt hvilke værdier vi mener, der kendetegner os, og som vi meget gerne vil forbindes med. Ordentlighed er det ord, som vi i Thise forbinder mest med bæredygtighed og samfundsansvar, siger Poul Pedersen.